Når man ikke kan spille uden om modstanderne, så kan man fighte og tackle sig vej til sejr. Og derfor vandt Brabrands unge serie 2-hold for kvinder alligevel sikkert 3-0 over Fuglebakken, selv om det kneb lidt med det fine spil undervejs.
De fleste af Brabrands unge seniorspillere har vundet mange medaljer i den blå Brabrand-trøje, fra de var kun 6-7 år gamle. Og nu er de så blevet seniorspillere og skal prøve kræfter med ofte langt ældre og mere rutinerede spillere.
Søndag gjaldt det Fuglebakken i serie 2, og Brabrand forsøgte virkelig at få det flotte spil i gang. Men lidt for ofte kom der lige en modspiller på tværs – og så måtte hele holdet slide for at få fat på bolden igen.
Men med kampgejst og vilje – plus elementer af dygtigt fodboldspil – kom Brabrand alligevel foran i kampen. Et ellers godt angreb endte med en lidt tilfældig bold til Beyza Øzer, som scorede sikkert til 1-0.
Fuglebakken forsøgte men fik ikke lov til at svare igen – men til gengæld kom Brabrand yderligere foran i anden halvleg, da et langskud fra Pia Silze-Andersen strøg hen over målmanden og i mål. Og de pænt mange tilskuere fik også en gennemspillet mål til 3-0. Det var Cagla Topcu, der satte den afgørende fod på bolden.
Det var holdets anden sejr i fire kampe, og de unge spillere er for alvor ved at finde fodfæste i rækken. To af holdets trænere, Henrik Særmark-Thomsen og Paw Simon Krogh havde da også kun ros til pigerne:
”Vi møder et hold med spillere, der er markant ældre, men de går til stålet og giver sig ikke en tomme. Pigerne yder virkelig en forbilledlig indsats og kæmper til det sidste,” sagde Paw Simon Krogh.