Lørdag kunne Brabrand have skabt en afstand på otte points ned til nedrykningsstregen med en sejr over 2. divisions bundhold, FA2000. Men i stedet leverede Brabrand en af de svageste præstationer i sæsonen og tabte 0-2, og holdet er nu for alvor en del af nedrykningskampen.
ACDC´s rock-klassiker Thunderstruck brølede ud af højttalerne på Frederiksberg og signalerede, hvad dagens kamp handlede om. Der var lagt op til en rigtig herredyst, der i bund og grund handlede om retten til at kalde sig 2. divisionshold efter sommerferien.
Brabrand fik en forfærdelig start på kampen. Allerede efter seks minutter kunne hjemmeholdets Emil Christiansen tæt på baglinjen vende rundt og kanonere bolden op i modsatte målhjørne efter tøvende forsvarsspil af Brabrand. Optakten var et frispark midt på banen, som Brabrands forsvar ikke formåede at afvise.
Brabrand havde egentlig godt fat i kampen i starten. Brabrand-spillerne virkede fysisk stærke og vandt mange nærkampe – men når holdet havde bolden, endte det ofte med fejlafleveringer, og det lykkedes sjældent at skabe noget farligt på hjemmeholdets banehalvdel.
Efter en af talrige dødbolde fik Simon Vesterbæk dog sendt et godt skud af sted mod mål, men uheldigvis for Brabrand ramte bolden overliggeren og gik i spil igen.
2-0 lige inden pausen
Ellers var Brabrands muligheder få. Der manglede ganske simpelt timing og tempo. Mathias Bonde, som mange af ideerne skal komme fra, sparkede hovedsagelig upræcise lange ballonbolde frem ad banen, og det kom der sjældent noget godt ud af. De to kanter Frederik Poulsen og Quoc Truong løb mange meter, men havde ligeledes svært ved at skabe noget for Brabrand. Og forrest så man ikke meget til Malthe Boesen og Martinus Mandal.
Kort før pausen lykkedes det dog Brabrand at spille sig flot igennem, og Martinus Mandal blev spillet helt fri – men hans skud blev grebet ud af hjemmeholdets målmand.
I stedet blev det 2-0 inden dommerens pausefløjt. Efter klumpspil midt på banen blev en løs bold sendt over i Brabrands højre side, hvor Casper Lykke ikke formåede at gribe ind, og så havde Hamid Khalidan masser af tid til at få styr på bolden og sparke den sikkert i mål til 2-0.
Bundhold ånder Brabrand i nakken
I anden halvleg skulle Brabrand forsøge at skabe noget mere, men det lykkedes ikke for holdet denne lørdag. Holdet havde flere behjertede forsøg på dødbolde, men uden den finesse der skulle til for at få bolden over stregen.
Da Brabrand sidst var på besøg hos FA2000, kom unge Rasmus Kirkegaard Jensen på banen og satte fut i holdet. Men den unge mand med det store fighterhjerte døjer fortsat med eftervirkninger af en hånd-operation – så denne gang fortsatte tomgangen.
Brabrand-træner Tom Søjberg måtte forsøge at gøre noget og erstattede Martinus Mandal, som ikke fik meget ud af det, med den høje forsvarsspiller Sebastian Nedergaard. Det gav Brabrand tyngde i hovedspillet, men det blev dog fortsat ikke til reelle målchancer.
Faktisk var det FA2000, der skabte de største målchancer, og kun en vanvidsredning af målmand Henrik Lindhard holdt hjemmeholdet nede på de to mål fra første halvleg.
Med sejren ånder FA2000 nu for alvor Brabrand i nakken. Frederiksberg-holdet har kun tre points op til Brabrand, og spillet om, hvem der skal tage de to nedrykningspladser, er for alvor åbnet.
Brabrand-træner Tom Søjberg var naturligvis skuffet over nederlaget, der nu gør det svært for Brabrand før de kommende to lokalopgør mod Aarhus Fremad:
”De får deres to mål for nemt. Det er to situationer, vi havde snakket om på forhånd, men vi får ikke dækket ordentligt af, og jeg synes, vi står lidt forkert. Det skal vi have snakket om. Men jeg synes egentlig, at vi spiller en fin kamp, hvor vi havde godt fat i det, vi gerne ville. Men vi var ikke helt koncentrerede nok i begge ender af banen.”
Brabrand skal nu forsøge at samle sig inden næste lørdags klassiske lokalopgør mod Aarhus Fremad. Kampen spilles kl. 14.00 på Riisvangen, og træner Tom Søjberg ser frem til kampen:
“Vi har tydeligvis nogle kæmpe udfordringer foran os, men jeg tror på, at de her spillere kan lave noget ekstraordinært sammen. Selvom Aarhus Fremad er bedre end os i mange henseender, er det et lokalopgør, hvor alt kan ske. Der skal lidt held til – men også dygtighed og grundighed.”
Artiklen er redigeret og tilføjet kommentarer fra Tom Søjberg.