Brabrands fodboldkvinder i jyllandsserien gjorde det mandag aften fuldstændig klart, hvem der udgør det bedste hold i rækken. Det skete med en sejr på 7-0 over det andet tophold, Horsens Freja. Alligevel er holdet på ingen måde sikker på at snuppe oprykningspladsen til kvindeserien.
Tilføjelse: Det lykkedes faktisk Brabrands fodboldkvinder at rykke op i kvindeserien. Det skete, da Horsens Freja tabte den sidste kamp til Vorup. De tre hold sluttede så med samme point-tal, men Brabrand var bedst indbyrdes.
Der var højspændt energi i luften. Nu var tiden kommet til at vise, hvem der var det bedste fodboldhold. Brabrands fodboldkvinder løb ind på Brabrand Stadion med ild i øjnene – fast besluttet på at få en solid revanche over dagens modstandere, Horsens Freja.
I det tidligere forår mødtes de to hold i sæsonens første kamp, og her måtte Brabrand-spillerne gå fra banen med et 2-3-nederlag. Det blev starten på en hakkende forårssæson med flere point-tab. Det betød, at det nu var absolut sidste chance, hvis drømmen om oprykning til kvindeserien skulle bevares.
Det blev en kamp, hvor Brabrand byggede det ene angreb op efter det andet, mens gæsterne fra Horsens så tunge og modløse ud. I løbet af de første 20 minutter lagde Katrine Andersen og Amanda Larsen grunden til sejren med kampens to første mål.
Emilie Thidemann og Julie Terkelsen fordoblede føringen inden pausen. I anden halvleg scorede Amanda Larsen endnu et mål, mens Anne Lomborg og Freja Vinther Nielsen afsluttede festlighederne.
Venter i spænding til på lørdag
Efter kampen var der en stemning af forløsning i Brabrand-lejren. De havde gjort det. De havde vist, at de udgjorde det bedste hold.
”Vi kører dem jo ud af banen. Det var en fornøjelse at vise, at vi har et højere niveau end jyllandsserien. Vi har godt nok dummet os lidt, men vi håber stadig, at det kan lykkes at rykke op,” sagde en af spillerne, Cathrine Kudsk.
Spillerne var dog helt på det rene med, at de ikke selv kan gøre mere. De har spillet alle sæsonens kampe og kan nu kun vente på resultatet af lørdagens kamp mellem Vorup og Horsens Freja.
”Vi er færdige og kan ikke gøre mere. Horsens skal tabe til Vorup, for at vi kan rykke op – men Vorup har fået et noget stærkere hold med en masse ligaspillere på. Det kan godt lade sig gøre,” vurderede Cathrine Kudsk.
”Potentialet er der”
Lige nu er Brabrand nummer ét, men den plads snupper Horsens Freja med uafgjort eller sejr i den sidste kamp. Hvis Vorup vinder, slutter alle tre hold med 28 points, og så vil Brabrand være bedst indbyrdes og snuppe oprykningspladsen.
Træner Hans-Martin Lauesen ærgrer sig over, at holdet kom så skidt fra start, at man nu er afhængig af de andre holds resultater:
”I bund og grund har vi et højere niveau end de andre hold i rækken, men vi har bare ikke vist det. Vi har haft en tendens til at gå ned i niveau, når vi har mødt dårligere hold. Sådan er det bare,” sagde han.
”Vi havde mange nye spillere, der lige skulle i gang efter en lang pause. Det har taget os lang tid at komme i gear, men potentialet er der. Det synes jeg, vi viste i dag.”