Der var hård modstand til Brabrands håndboldkvinder tirsdag aften i Brabrandhallen. Aalborg HK var som ventet en stor mundfuld for Brabrand, der tabte 19-31. Holdets trænere regner dog med, at holdet nok skal komme godt med i 2. division.
Stemningen var god til det sidste, både på banen og på udskiftningsbænken. Brabrand-spillerne blev ved med at kæmpe og fik gennem hele kampen scoret flotte gennemspillede mål.
Selv da Marie Sørensen kort før kampens afslutning ved stillingen 18-31 scorede kampens sidste mål på et flot gennembrud, blev målet fejret med glade tilråb og klapsalver.
Brabrand-holdet har bevaret den gode holdånd og positive stemning gennem coronaen, og den viste sig også i kampen mod gæsterne fra Aalborg HK, selvom gæsterne åbenlyst var en stor mundfuld.
Selvom Brabrand i forsvaret havde svært ved at holde Aalborg-holdet fra at score, fulgte Brabrand alligevel med gennem det meste af anden halvleg til stillingen 16-24. Herefter satte topholdet trumf på og scorede en stribe fine mål, selvom Brabrands målvogter også i flere tilfælde parerede flot.
Efter 19-31-nederlaget satte den ene af Brabrand-holdets to trænere, Niels Chr. Pedersen, fingeren på udfordringen:
”Vi mangler bedre modstand, når vi træner. Det er svært at blive udfordret nok, når man skal træne mod sig selv. Så skal vi i stedet spille os i gang i kampene, og det tager tid.”
Han pegede især på duelspillet én mod én, hvor det kræver stor erfaring og timing at træffe de rigtige beslutninger, når det går rigtig stærkt. Og det gjorde det ofte i kampen mod Aalborg HK. Det kræver både masser af kamperfaring og skarp træning at udvikle de nødvendige forsvars-kompetencer.
Håber at komme godt med i 2. division
Niels Chr. Pedersen er også træner for u19-holdet i Aarhus United og havde håbet, at de unge århusianske håndboldtalenter en gang om ugen kunne have trænet med 2. divisionsholdet i Brabrand. Men det har været svært at finde træningstider tidligt nok på aftenen, til at de østjyske håndboldtalenter kunne få det til at passe i deres travle hverdag.
Derfor har Brabrands kvindelige håndboldspillere kun hinanden at træne med. Niels Chr. Pedersen og medtræner Peter Harpøth Sørensen håber dog, at holdet i løbet af efteråret nok skal kunne være med i 2. division og vil begynde at samle points.
Allerede på lørdag venter der måske points, når holdet på udebane møder Håndbold Akademi Ikast, der heller ikke har fået points i de to første runder.