Brabrand IF leverede lørdag eftermiddag et imponerende comeback efter 0-7-nedsablingen i Hillerød. Med en sammenbidthed, der kun kan vække respekt, gik Brabrand lørdag eftermiddag på banen for at få rystet oplevelsen af sig. Det lykkedes stort set mod et stærkt AB-mandskab.
Man kunne mærke det med det samme. Brabrand var tilbage på sporet. Med stor koncentration blandet med holdets normale varemærke – løbevillighed og kampgejst – var Brabrand-spillerne tilsyneladende fast besluttet på at få vasket den grimme plet af den blå trøje, de fik sidste lørdag med det sviende nederlag i Hillerød.
Og Brabrand fik en drømmestart på hjemmekampen mod AB. Der var ikke spillet to minutter, før Mike Kaljo havde bragt holdet foran 1-0. Et hjørnespark blev sendt lidt frem og tilbage i straffesparksfeltet, før bolden endte hos en helt fri Mike Kaljo bagest i feltet. Den skarpe venstrefod sendte sikkert bolden fladt i nettet.
Det var bare starten på en begivenhedsrig første halvleg, hvor begge hold satsede på hurtige omstillinger og skarpe forsøg på at sætte modstandernes forsvar af. Det gav talrige gode muligheder i begge ender.
Efter 10 minutter måtte Brabrands målmand Henrik Lindhard helt op i målhjørnet for at vifte et AB-frispark væk – og to minutter senere var det AB´s målmand, der reddede sit hold fra at komme yderligere bagud. Det var igen Mike Kaljo, som udfordrede med et godt skud efter forarbejde af Malthe Boesen.
Smukt mål af lillebror Wass
Stemningen var højspændt, og man kunne mærke, at det mindste koncentrations-svigt kunne resultere i en farlig situation til modstanderholdet.
AB satsede hårdt på nogle hidsige diagonalløb, der skulle trække Brabrands forsvar fra hinanden. Brabrand, til gengæld, fik skabt gode muligheder ved at vinde nærkampe på midten og få skabt direkte løb mod målet. Og så klædte det Brabrand at afslutte mere direkte på mål. Der var blandt andet gode skudforsøg fra Mathias Bonde.
Men midt i første halvleg satte AB trumf på med et smukt hurtigt spillet angreb, der splittede Brabrand-forsvaret til atomer, inden Emil Wass – lillebror til landsholdsspilleren Daniel Wass – sluttede af med at sende bolden sikkert op i målhjørnet. 1-1.
Deling i tusmørket
I slutningen af første halvleg gik gassen lidt af ballonen. Begge hold mistede lidt af skarpheden – ja, når sandheden skal frem, så faldt kvaliteten mærkbart.
Anden halvleg bragte aldrig de to hold tilbage til det samme niveau. AB lykkedes et par gange med at skabe fine gennembrud, hvor kun heldet kombineret med fine indgreb af målmand Henrik Lindhard afholdt AB fra at score.
I den anden ende af banen var Mike Kaljo sit holds farligste mand, og han havde også i anden halvleg et par kvalificerede scoringsforsøg. Men ret beset havde Brabrand ikke meget at tilbyde offensivt i den sidste del af kampen, og det lignede mere og mere en deling – hvilket også blev slutresultatet, mens tusmørket allerede var begyndt at sænke sig over idrætsanlægget.
Tilbage til basis
Undervejs i anden halvleg måtte assistenttræner Malte Færge lade sig udskifte med noget, der lignede en fibersprængning. Han kunne efter kampen ikke skjule sin irritation over skaden – men selve kampforløbet var han pænt tilfreds med.
”I forhold til sidste weekend fik vi stabiliseret os og genskabt vores defensive struktur. Jeg synes også, vi havde nogle gode momenter med bolden, hvor vi godt kunne være blevet lidt farligere. Men det vigtigste var, at vi kom tilbage til de gamle dyder, hvor vi forsvarer os ordentligt,” sagde han.
”Når man har tabt 7-0 i den sidste kamp, handler det bare om at komme tilbage til basis. Og så må vi tage det ene point og arbejde videre ud fra det.”
Faktisk betød det ene point, at Brabrand holdt afstanden til de nederste pladser og ligger på en forholdsvis lun syvendeplads, inden holdet i næste weekend går på vinterferie med en udekamp i Næstved.