
Brabrand IF har i denne sæson skabt mange store øjeblikke i både pokalturneringen og i 2. division – og søndag eftermiddag leverede holdet igen stort, da det i Nykøbing Falster blev til en flot 2-0-sejr over rækkens nummer ét. Både defensivt og offensivt klikkede det perfekt for “de blå brasilianere”.
Der begynder at tegne sig et billede af Brabrands præstationer i 2. division i denne sæson. Mod rækkens bedste hold er “de blå brasilianere” i stand til at levere en så helstøbt og dynamisk en indsats, at holdet kan være nærmest umuligt at have med at gøre.
Og når det så er hold fra rækkens bund, der er modstanderne, kniber det i dén grad med at nå de samme højder.
Efter den bedrøvelige indsats mod bundholdet FA 2000 sidste lørdag hjemme i Brabrand, tog spillerne søndag den lange tur til Falster for at møde rækkens nummer ét, Nykøbing FC.
Og her viste spillerne så, hvad de sammen er i stand til, når det gælder – og som superliga-holdene Viborg FF og AC Horsens også har oplevet i løbet af efteråret:
En kombination af en bundsolid defensiv, hvor alle kæmper for alle og næsten ingen plads efterlader til modstanderne – og så knivskarpe omstillinger, hvor Brabrand-spillerne på imponerende vis nærmest “ud af ingenting”, som kommentatorerne tit formulerer det, skaber store målchancer.
Vores Brabrand tog turen med til Nykøbing denne søndag og oplevede fra nærmeste hold den utroligt helstøbte indsats, der endte med, at holdet kunne indkassere tre overraskende points.
Det var bestemt ikke, forbi Brabrand klædt i de orange udebane-trøjer bare gravede sig ned og stod og ventede foran eget mål. I løbet af kampen havde holdet masser af gode omstillinger, hvor slutproduktet bare ikke sad helt i skabet. Men så var der lige nogle gyldne situationer. Dem kommer vi til….
Imponerende målnæse
Kampen begyndte, som hjemmeholdets knap 700 fremmødte tilskuere nok havde forventet det. Hjemmeholdets spillere var på bolden, og forsøgte at skabe åbninger i Brabrand-forsvaret, som i de første 10 minutter ikke rigtig var i stand til at forvalte bolden godt, når de endelig fik den.
Men så kom omstillingerne endelig i gang – typisk på højre kant, hvor Magnus Kjellerup var uhyre aktiv og blev sat godt op af Sebastian Boldt Ernst og Simon Vesterbæk, når mulighederne bød sig.
Det gav efter 18 minutter en fin chance til Simon Vesterbæk, hvis skud blev rettet af og var ved at snyde hjemmeholdets målmand.
I den anden ende viste topholdet også efterhånden mere dynamisk spil, og det måtte helt naturligt også kaste målchancer af sig. Men målmand Oliver Bjerregaard hev et par flotte redning ud af ærmet, og dertil kom et hovedstød på overkanten af overliggeren af Nykøbings Mikkel Dahl.
Og så, efter 35 minutter, klikkede det pludselig for Brabrand. Dynamiske Sebastian Boldt Ernst skiftede tempo på højrekanten og sendte – ja, ud af ingenting – en perfekt høj aflevering ind foran mål. Her viste angriber Elias Astola igen sin imponerende målnæse.
Sandsynligvis sidder de nede i Nykøbing stadig og spekulerer over, hvordan det kunne lade sig gøre: Nykøbings forsvar var klar til at håndtere det høje indlæg – men med utrolig fart og timing kom Elias Astola bagfra og fik sat af i det helt rigtige mikro-sekund og headede bolden ind i målhjørnet. 1-0 til Brabrand.

Både før og efter pausen kløede begge hold på i den afvekslende fodboldkamp, og i pausen var der også fin og rørende underholdning til de fremmødte fodboldfans.
Stemningen var dog nok alligevel en smule påvirket af, at hovedtribunen på Lollands Bank Park var lukket på grund af en skade i bygningskonstruktionen, og de 6-700 tilskuere samlede sig på to af siderne på byens lidt slidte stadion. Om det smittede af på hjemmeholdets spillerne, skal ikke kunne siges – men de blev under alle omstændigheder ved med at investere al deres kreativitet i at forsøge at åbne det solidt spillende Brabrand-hold.
Flot fodbold-intelligens
Det var også tæt på at lykkes flere gange. Men kombinationen af et heroisk kæmpende forsvar med anfører Rasmus Juul i spidsen, en dygtig Oliver Bjerregaard i målet og, nå ja, en tilpas mængde held når det rigtig brændte på, var stadig nok til at holde nullet for Brabrand.
Efter en time gav træner Michéle Demontis holdet nye kræfter, da Mikkel Frandsen og Marcus Tøfting kom på banen for Oscar Mandrup og Jonas Berwald, og det gav endnu mere dynamik i holdets offensiv.
Det fik hjemmeholdet at mærke et kvarter før tid, da 2-0-målet blev sat op. Igen tog Brabrand topholdet på sengen. Mikkel Frandsen driblede mod baglinjen i venstre side, og præcis da Sebastian Boldt Ernst tog et løb ind foran Nykøbing-målet, sendte han bolden knivskarpt på tværs, så sidstnævnte bare skulle sætte indersiden på.
Flot fodbold-intelligens, udfoldet lige da Brabrand havde brug for det.
Nykøbing gav ikke op og forsøgte og forsøgte – til sidst så desperat, at det efterlod store muligheder til Brabrand for at øge føringen. Det kunnet let være blevet til 3- og 4-0, da først Elias Astola, så Lucas Møller og til sidst Rasmus “høvl” Kirkegaard var alene igennem.
Men det blev ved de 2-0, og “de blå brasilianere” viste, hvad de kan udrette, når de har både kræfterne og motivationen.
Og som stillingen viser, er top-6 nu ikke ret langt væk. På lørdag kan spillerne glæde sig til endnu en langfart, når turen går til udekampen mod Fremad Amager. Kampen begynder kl. 15.
Brug for en mental-coach?
Der var naturligvis en boblende glad stemning i Brabrand-lejren efter kampen. Anfører Rasmus Juul satte ord på oplevelsen:
“Hvor må det være frustrerende at spille mod os. De føler nok, at de havde bolden hele tiden, og at vi nærmest bare havde to angreb, og så stod der 2-0,” sagde anføreren, som følte, at forsvaret dog havde modstanderne nogenlunde under kontrol.
“Ja, det følte vi egentlig det meste af tiden. Der var lige en periode, hvor der stod 1-0, hvor vi blev lidt febrilske derinde. Men så synes jeg, vi fik styr på det igen,” sagde han.
Holdet valgte at gribe kampen an, som man gjorde i den omvendte kamp på hjemmebane, hvor resultatet blev 1-1. Taktikken var at lade topholdets to stoppere ha´ bolden meget, og så ventede Brabrand-spillerne bare på omstillingerne.
Rasmus Juul forsøgte også at sætte ord på efterårets forløb, hvor holdet præsterer langt bedst mod rækkens tophold:
“Det er så underligt. Når vi møder hold, der på papiret er bedre end os, så accepterer vi det nok bare, når vi står dernede, og vi ikke rigtig kan få fat om kampen. Og når vi så møder holdene nede omkring os i de seks-points-kampe, sker der et eller andet oppe i hovederne på os. Jeg ved ikke, om vi skal ha´ en mental-coach ud til os, eller hvad vi skal gøre ved det,” sagde Brabrand-anføreren.




