Om tre måneder står den nye kunstgræsbane klar til brug på idrætsanlægget ved Engdalsvej. Projektgruppen bag den ny bane håber på godt naboskab og har i weekenden delt løbesedler rundt i lokalområdet for at informere om anlægsarbejdet og den kommende bane.
Det lokale entreprenørfirma Brdr. Møller skal anlægge den nye kunstgræsbane, og projektgruppen forventer, at anlægsarbejdet for alvor går i gang mandag morgen.
”Jordarbejdet varer cirka fire uger. I den forbindelse vil der være en del kørsel med lastbil omkring hallen, og vi fraråder at benytte stien langs hallen som skolevej eller vej til sport, mens jordarbejdet står på. Lastbilerne kører ad Engdalsvej, Engbakken og ud ad Silkeborgvej – måske via Hovedgaden”, skriver projektgruppen til naboerne.
Anlægsarbejdet forventes at vare tre måneder. I første halvdel af september lægges der dræn, og siden anlægges selve banen, der bliver indhegnet. Projektgruppen forventer, at banen står klar i oktober og vil kunne anvendes til udendørs træning i vinterhalvåret.
”I kan naturligvis regne med at blive inviteret med til indvielsen af banen”, står der i skrivelsen.
Mindst mulig miljøbelastning
”Den nye kunstgræsbane bliver anlagt med mindst mulig miljøbelastning for øje, og banen konstrueres sådan, at hverken grundvand eller Brabrandsøen lider overlast. Vi bruger LED lys, som i forhold til gammeldags belysning bruger mindre strøm”, forklarer projektgruppen.
”Vi er samtidig fuldt opmærksomme på, at gummi granulat fra banen ikke skal bæres væk med sko og tøj. Vi er derfor i fuld gang med at formulere et tydeligt regelsæt, så både trænere og spillere instrueres grundigt om dette, inden banen tages i brug”.
Når plastic-stråene er slidte om ca. 10 år, bliver græstæppet kørt bort til genbrug og nyt lægges på. En stor del af materialerne til en kunstgræsbane er i øvrigt genbrugsmaterialer, understreger projektgruppen.
Stadig muligt at støtte projektet
Endelig nævner gruppen også økonomien i projektet. Den nye bane koster cirka syv millioner kroner, hvoraf Aarhus Kommune betaler de tre millioner. Resten af pengene har Brabrand IF selv skullet skaffe, og det er tæt på at være lykkedes. Der mangler dog stadig nogle hundrede tusinde kroner. Man kan stadig støtte projektet med et bidrag efter eget valg. Ved at støtte via dette link får man automatisk skattefradrag for beløbet.
”Vi er sikre på, at banen vil skabe masser af glæde, fællesskab og sammenhold i Brabrand, og at den således kommer til at være et væsentligt aktiv i vores lokalsamfund. Vi håber, at du og dine naboer – i lighed med os – ser frem til, at den nye bane kan tages i brug”, skriver projektgruppen til naboerne.
Paw Simon Krogh er projektleder og kan kontaktes på psk@valhallainvest.dk med kommentarer eller spørgsmål. Projektet kan løbende følges på Facebook