Ingen holdt rigtig styr på, hvor mange mål, der blev scoret på Brabrands idrætsanlæg i lørdags. Men der blev uddelt hele 176 medaljer, da Brabrand IF Fodbold holdt skoleturnering i fodbold.
Det var lidt svært at holde bolden på banen, men der blev kæmpet, så det bragede, og nogle af spillerne stoppede også op og jublede, når bolden røg i mål.
For de yngste deltagere ved lørdagens skoleturnering er fodbold stadig bare et sjovt og enkelt spil, hvor det først og fremmest gælder om at give bolden et ordentligt los i en bestemt retning. Og hvis man er heldig, ryger bolden ned i målet.
Først senere begynder der at dukke forskellige finurlige regler op, der både gør det hele sværere og lidt mere komplekst. Men lørdag formiddag var det hele meget enkelt – og så var det en ekstra bonus til sidst at få en medalje for indsatsen.
Skoleturneringen i fodbold er en mangeårig tradition i Brabrand. Tidligere var den særligt for pigerne, men for første gang var drengene i år også inviteret med, samtidig med at turneringen var rykket udendørs.
I et hjørne af kunstgræsbanen var der et mylder af børn og forældre omkring de fire baner. Brabrand IF Fodbolds frivillige sørgede for, at kampene blev spillet og ledet i forholdsvis afslappet stil.
De yngste deltagere går stadig i børnehave, men også hold fra 0.-3. klasse deltog i skoleturneringen. Forældrene havde samlet holdene og sørgede for, at der var en hyggelig stemning uden for banen.
Rema 1000 havde sørget for et stykke frugt og en flaske vand til alle deltagende børn. Samtidig blev der drukket en masse kaffe – mindst 20 kander – mens snakken gik på kryds og tværs i pauserne.