Brabrand IF Fodbold er i januar og februar vært for et UEFA C3 kursus, som er sidste led i C-træner-uddannelsen. Det er en blandet flok af trænere, som har fundet vej til kurset. Seks er fra Brabrand, og andre er kommet fra Randers, Horsens og endda helt fra Gladsaxe.
Tekst og fotos: Henrik Andersen
Brabrand IF har selv seks trænere med på kurset, hvor én er træner for klubbens danmarksseriehold, mens fire træner U13-drenge og piger på forskellige niveauer, og én træner U10 drenge.
De har alle behov for en fælles forståelse for, hvad der skal til for at udvikle spillere bedst muligt. De fleste af Brabrand-trænerne, der er med på dette kursus, startede med UEFA C1 kurset i marts og april sidste år – senere fulgt op af UEFA C2 kurset i maj og juni.
De første kurser holder klubben helst på hverdage, for ikke at tage forældretrænernes weekender. Det kan dog alligevel give problemer med at få fuldt fremmøde i maj og juni, hvor kampprogrammet er tæt, og der kan være hverdagskampe i kalenderen.
Efter sommerferien fik klubben dog samlet op på det manglende fremmøde. Sygdom har også spændt ben for tre af klubbens trænere den første dag på kurset. Den har de i marts mulighed for at indhente i Ikast.
I fodboldafdelingen er man rigtig glade for de trænere, der vil bruge ekstra tid på at blive en endnu bedre trænerudgave af sig selv. For på den måde, er der gode chancer for at spillerne udvikler sig bedst muligt.
De første kurser har yderligere haft den fordel, at trænerne lærer hinanden bedre at kende. Det giver mulighed for at hjælpe hinanden og dele erfaringer. Måske får man endda et nyt socialt fællesskab.
Efter vinterferien er der et internt trænerkursus på vej med fællesspisning. Uddannelseskoordinatoren fra DBU er i øvrigt så tilfreds med forholdene i Brabrand, at han har forespurgt, om Café BIF og fodboldafdelingen vil være vært for et kommende B2 kursus. Det undersøges nu nærmere, om der er plads på anlægget.