I de kommende uger sætter Vores Brabrand i samarbejde med Børnenes Aarhus fokus på kendte og ukendte steder, hvor børnefamilier kan få en god oplevelse. Det første af i alt 10 forslag er det naturskønne område Langdalen.
Tekst og foto: Michael Frederiksen, Børnenes Aarhus
Urene er stillet 1 time tilbage, bladene har skiftet farve og den kølige vind har meldt sin ankomst. Efteråret må siges, for alvor at have indtaget Aarhus. Hos Børnenes Aarhus finder vi efteråret særligt attraktiv, naturen rummer en skønhed i alle dens nuancer, kinderne bliver dejligt røde og hyggen spreder sig i hjemmene, når varmen skal findes efter en tur udendørs.
Brabrand er et skønt område, hvis den skal stå på udendørs eventyr, der er legepladser, sportsområder og skøn natur. Områderne findes og vi har gennem de sidste 2 år brugt tid på at udforske jeres dejlige Brabrand, hvorfor vi nu vil dele 10 hotspots i børnehøjde med jer. Hvem ved, måske gemmer der sig noget på listen, som du helt har overset i hverdagens rutiner.
Langdalen perfekt til en madpakketur
Som en lille gemt oase imellem de store industribygninger på Edwin Rahrs Vej og villakvarteret i Brabrand Bakker finder vi det naturskønne område Langdalen.
Jeg skal indrømme at på trods af en barndom i Brabrand, var området nyt for mig. Selvom området strækker sig fra Skovbakkevej og ned imod Langdalsvej, er det en overskuelig oplevelse for de mindste. Der er bænke flere steder, hvad der gør området perfekt til en madpakketur.
Vi parkerede i villakvarteret tæt derpå. Har man mod på det, kan man starte sin vandretur helt oppe fra Edwin Rahrs Vej, hvor man kan gå ned ad Skovbakkevej. Det forlænger ruten lidt, men giver også en ekstra naturoplevelse.