Når fodboldholdene i 2. division i weekenden tager hul på anden halvdel af turneringen, så er det med en kæmpe overraskelse i toppen af rækken. Ingen havde regnet med, at Brabrand kunne spille sig så sikkert ind i top 6. Her gør træner Tom Søjberg status inden lørdagens hjemmekamp mod Thisted.
Artiklen er redigeret: Kampen spilles på Brabrand Stadion.
”Jeg er oven ud tilfreds. Resultatmæssigt er det gået bedre, end jeg havde regnet med. Og spillemæssigt synes jeg, det vi har leveret er godkendt. Vi har leveret tæt på det maksimale i hver eneste kamp,” siger Tom Søjberg.
Han kan glæde sig over, at Brabrand er placeret på en flot femteplads med 17 points – 12 mere end bundholdet Middelfart, der i øvrigt har de tidligere Brabrand-spillere Jacob Linnet og Thomas Viggers i truppen.
Alligevel skæver Tom Søjberg fortsat nedad – og han pointerer, at holdet skal blive ved med løbende at hente points for ikke pludselig at få bundholdene for tæt på.
”Men det er svære vilkår. Man glemmer jo let, at når man er mellem de seks bedste, så svarer det til at være blandt de tre bedste sidste år, da man har slået puljerne sammen. Derfor er jeg også mega-stolt af, at vi har kunnet opnå det her. Jeg er stolt af spillerne og hele holdet omkring truppen,” siger han.
Han vurderer, at nogle af de øvrige hold ikke var helt forberedt på, hvordan Brabrand spiller fodbold – og inden de fik set sig om, var de røget ind i ”Brabrand-maskinen.”
”Så kan det godt være svært at komme ud igen. Men derfor forudser jeg også en væsentlig sværere anden omgang, når vores modstandere er godt indstillet på at spille imod os.”
Trods den fine placering minder Tom Søjberg spillerne om, at de skal være ydmyge og fortsat være tilfredse med alt, hvad de kan få med fra kampene.
Organisation og økonomi på plads
En af de få kampe, hvor Brabrand ikke præsterede så godt, som det var forventet, var i udekampen mod Thisted. Her tabte holdet 1-4, blandt andet efter tre mål af angriberen Mikkel Agger. Brabrand-spillerne var endda ekstra godt forberedte på at holde netop Mikkel Agger i kort snor.
Derfor er der revanche i luften over Brabrand Stadion lørdag eftermiddag.
”Thisted er et fint hold, der lidt ligesom os har været i gang med at samle et slagkraftigt hold sammen. De har været lidt foran os, både resultatmæssigt og økonomisk og har været i stand til at hente enormt dygtige spillere som Mikkel Agger og Jeppe Svenningsen ind på holdet. Det var to spillere, der pyntede enormt på deres hold,” siger Brabrand-træneren.
”Thisted er lykkedes med noget af det, vi også drømmer om – at få balanceret organisationen, så de kan begynde at arbejde fremad. I Brabrand er vi også ved at få organisationen og økonomien på plads, så vi kan stå solidt.”
Brabrand-holdets økonomiske fundament er blandt andet styrket af, at den fine placering halvvejs i turneringen har resulteret i en øget udbetaling af tv-penge.
Brabrand-Thisted i 2. division: Lørdag d. 16. oktober kl. 14.00 på Brabrand Stadion.