Brabrand IF formåede endnu en gang at hive point ud af en kamp, der blev gennemført under svære betingelser. Trods adskillige spillere ude med skader, sygdom og karantæne formåede holdet at få 0-0 i Kolding. Til sidst var Brabrand-målet under belejring, men det lykkedes at holde stand i blæsevejret.
Brabrand måtte til kampen stille op uden den sædvanligvis så dynamisk midterakse, Kasper Andersen og Mathias Bonde. Førstnævnte havde karantæne, mens Mathias Bonde døjede med eftervirkningerne af en blindtarms-operation.
Desuden var flere andre spillere fraværende i truppen, og det betød blandt andet, at de to unge Magnus Poulsen og Sebastian Nedergaard startede på banen, mens blandt andre jyllandsserie-holdets træner Thomas Otkjær var kommet med på holdkortet.
Det blev en rodet kamp mellem to hold, der aldrig rigtig fik styr på spillet i den kraftige vind. Brabrand forsøgte at spille hurtigt op til de to forreste, Magnus Poulsen og Malthe Boesen, men det blev kun sjældent farligt.
Quoc Truong var udfordret som den kreative mand på den forreste del af banen, og det samme var Brabrands to angribere. Mange ideer var egentlig gode nok, men præcisionen manglede, og det gav flere farlige kontraløb til Kolding.
Omvendt stod Brabrand godt defensivt, og hjemmeholdet formåede ikke, trods en del omstillinger, at skabe farlige chancer over for Brabrands målmand Henrik Lindhard, som var tilbage efter karantæne.
Den absolut største chance i første halvleg gik til Brabrand efter en stor fejl i Koldings forsvar. Pludselig var Magnus Poulsen alene igennem, men hans skud blev pareret til hjørnespark af Koldings målmand.
Efter pausen fortsatte det ikke særligt inspirerende fodboldspil mellem regnbygerne og enkelte solstrejf. Ingen af de to hold formåede at skabe målchancer, men Kolding pressede godt på til sidst og fik blandt andet to farlige frisparksmuligheder lige uden for feltet.
Brabrand klarede dog frispark også i de sidste minutter, hvor unge Filip Højgaard blev sendt på banen til sin anden kamp for Brabrand – i det der blev holdets eneste udskiftning.
0-0-resultatet betyder, at Brabrand slutter som nummer ni og må ud i nedrykningsspil.
Brabrands træner, Tom Søjberg var tilfreds med det ene point i en vanskelig kamp, hvor han flere gange måtte ændre på opstillingen for at modstå modstandernes pres.
“Når Kolding så samtidig spiller så stærk en kamp, må vi være tilfredse,” sagde Tom Søjberg, som allerede 2. påskedag igen står foran et møde med Kolding, som Brabrand møder i den første kamp i nedrykningsspillet. Igen skal Brabrand en tur til Kolding.
“Vi må se, om vi kan trække yderligere nogle procenter ud af truppen, så vi kan hive tre points hjem i den kamp,” lød Brabrand-trænerens forhåbning på vej hjem i bussen fra Kolding.