Brabrand IF fik en fantastisk start på forårets kampe, da holdet fik straffespark og modstanderne en mand vist ud. Men alligevel holdt det hårdt – både med at få scoret på straffesparket og i resten af kampen. Men en 3-0-sejr kom i hus, og de tre points var kærkomne i den øverste ende af rækken.
I Brabrand går Frederik Poulsen under navnet ”borgmesteren fra Vejgaard”, da han har sine rødder i det nordjyske. Derfor jublede han ekstra højt, da han lørdag eftermiddag scorede forårssæsonens første mål for Brabrand mod sin tidligere klub.
Det holdt som nævnt hårdt: Først snuppede Vejgaards målmand Jacob Linnets straffespark, og endnu et forsøg fik han også pareret, inden Frederik Poulsen fik bolden over målstregen til 1-0.
Samtidig fik en Vejgaard-spiller også det røde kort for at tage bolden med hånden – så hvad kunne det ikke blive til for Brabrand…
Det blev desværre ofte ved de gode viljer. Spillet ville ikke hænge helt sammen, som Brabrand-spillerne ønskede det, og det kneb med at skabe de store chancer. Omvendt truede Vejgaard hele tiden på omstillinger, når Brabrand mistede bolden i opspillet.
Men selvom tre centrale forsvarsspillere var forholdsvis nye på holdet, lykkedes det at holdet Vejgaard væk fra at score det udlignende mål. Holdets nye målmand Christoffer Kørschen fik en fin debut, og de to tilbagevendte midterforsvarere Thomas Viggers og Daniel Lundholm virkede også solide.
Endnu et flot mål fra Mike Kaljos venstrefod
Brabrand forsøgte og forsøgte, men først 10 minutter før afslutningen lykkedes det Brabrand at komme på 2-0, da et indkast endte hos anfører Michael Pedersen, som scorede sikkert.
Og endelig kom også højrekanten Mike Kaljo på måltavlen, da han på imponerende vis skruede bolden op i målhjørnet til 3-0 med sin velkendte fine sparketeknik.
”Kaljo har bare en fod, der kan sådan nogle ting dér. Den slags mål kan han lave to-tre stykker af hver gang til træning”, sagde anfører Michael Pedersen efter kampen.
Han var nogenlunde tilfreds med spillet, men syntes at holdet for ofte spillede lidt for direkte.
”Det er nok typisk for sådan en kamp, hvor alle bare gerne vil ud og give den gas. Så søger vi måske lidt for meget direkte mod målet. Når vi lige holdt lidt på bolden, blev vi farligere”, sagde Michael Pedersen, som mente, at holdet er på rette vej.
”Vi er der ikke hundrede procent endnu, men vi arbejder på det og bygger hele tiden på og bliver bedre og bedre. Vi så også i dag, at når vi spiller fremad, når vi har muligheden, og finder mellemrumsspilleren, så kan vi blive vi rigtig farlige.”
Brabrand holder med sejren fast i toppen af rækken inden de sidste fem kampe i grundspillet. Holdet skal næste weekenden på besøg hos FC Jammerbugt.