
Brabrand IF var på en lang rejse lørdag eftermiddag – men holdet kom til sidst i mål mod Skive og hentede en spinkel men vital 1-0-sejr. Med sejren øgede Brabrand afstanden til bundholdet Frem og har igen kontakt til holdene midt i 2. division.
Når det store regnestykke i 2. division skal gøres op til sidst, kan lørdagens kamp mod Skive vise sig at have været et afgørende vendepunkt for Brabrand: Det var en kamp hvor holdet længe haltede bagefter og hele første halvleg lignede et hold, der ville have svært ved at gøre sig gældende i rækken.
Men så formåede de blåklædte spillere at samle sig sammen i pausen, og pludselig så man den velkendte Brabrand-dna: Spillerne tacklede så det rungede ud over idrætsanlægget på Engdalsvej, og lidt efter lidt overtog hjemmeholdet styringen af kampen.
Gradvist blev chancerne større og større, og et kvarter før tid kom målet, der kom til at afgøre kampen – beskrevet af træner Tom Søjberg:
”Vi havde set, at de ved hjørnespark havde lidt problemer ved forreste stang, og så kom to af vores spillere løbende med høj fart mod det forreste område. Forsvarsspillerne kom i tvivl om, hvem der skulle ta´ den – og så ramte bolden en Skive-spiller på låret og gik i mål.”
Reaktionen hos Brabrand-spillerne var som at se proppen på af en champagneflaske. Brusende, boblende glæde over at se resultatet af en enestående turn around.

Et forvandlet Brabrand-hold
Kort efter sendte Tom Søjberg Christoffer Maul og Jesper Brinck på banen i stedet for Henrik Borup og Andreas Pisani, og de to nye spillere var med til at sætte en tyk streg under, at Brabrand var et forvandlet hold.
De blev begge sendt ind i forreste geled, og pludselig kunne Brabrand fastholde bolden og skabe sammenhængende angreb – og målchancer. Christoffer Maul var lige ved at øge føringen, men hans skud røg i sidenettet.
Det hører dog med til historien, at Skive kort efter førings-målet også havde bolden i mål på et frispark ude fra midten af banen. Men målet blev annulleret, da en Skivespiller blev vurderet til at være i en strafbar offside-position.
I stedet kunne Brabrand-spillerne dominere overalt på banen i de sidste minutter og køre sejren sikkert i hus.
”Vi voksede stille og roligt”
Det blev altså en happy ending for Brabrand efter en indsats, der bestemt ikke var prangende i første halvleg. I højre side forsøgte Jonathan Pilgaard at skabe noget, men ellers var indsatsen tøvende og uskarp.
Lange, upræcise afleveringer var umulige at håndtere for de forreste spillere, og blandt andre holdets stærke boldspiller midt på banen, Pedro Cortes, var som en hund i et spil kegler, når bolden blev losset fremad uden adresse.
Skive forsøgte at profitere af de mange foræringer fra Brabrand-spillerne, men havde selv ligeledes svært ved at skabe det store. Et frispark på overliggeren efter et kvarter var dog en advarsel til hjemmeholdet om, at det næppe kunne blive ved at gå.

Det gjorde det så – blandt andet fordi Brabrands forsvar med en forudseende og kompromisløs Daniel Lundholm i spidsen tog godt fra, når Skive kom buldrende. Derfor slæbte Brabrand en 0-0-stilling med til pause, uden at der dog var udsigt til, at Brabrand-spillerne ville kunne ændre slagets gang.
”Vi var ikke tilfredse med første halvleg. Vi stod forkert og fik ikke vores pres til at hænge sammen. Samtidig var vi for skødesløse i vores omgang med bolden, og det gav en uheldig dobbelteffekt. Jeg sagde til spillerne, at vi skulle ud og vise noget mere, og jeg er virkelig glad, for at de tog imod det,” sagde Tom Søjberg.
”Det blev bedre, uden at det på nogen måde blev smukt. Men vi fik den velkendte Brabrand-dna ind i spillet, og så voksede vi stille og roligt.”
Trods sejren forbliver Brabrand på 10. pladsen, men alligevel var det en dejlig dag for holdet: Da Frem samtidig tabte på hjemmebane mod Aarhus Fremad fik Brabrand øget afstanden til bunden, samtidig med at der nu kun er tre points op til den sjetteplads, som giver adgang til oprykningsspillet.
Næste lørdag går turen til Gentofte, hvor Brabrand allerede kl. 12.45 spiller mod HIK.
