Fra sommeren 2022 flytter Stensagerskolen og afdelingen Skovhøj sammen i den ombyggede Tovshøjskole på Janesvej. Torsdag kan børn, medarbejdere og håndværkere fejre rejsegilde på den omfattende modernisering og udvidelse til et nyt specialpædagogisk miljø for børn i specialskole og -dagtilbud.
Når Tovshøjskolen er ombygget til Stensagerskolen, kan skolen rumme omkring 270 børn og unge. Det nye fælles miljø samler desuden flere funktioner i ét hus som for eksempel tandklinik, svømmehal og idrætsfaciliteter til specialområdet.
”I det nye specialpædagogiske miljø får vi mulighed for at nytænke og skabe et helt nyt og unikt tilbud i tidssvarende rammer, der adskiller sig markant fra de nuværende forhold. Sammen med bedre tilgængelighed, adgangs- og parkeringsforhold baner det vejen for en lettere og bedre hverdag for børnene, de unge, deres forældre og medarbejderne,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge.
Efterspørgslen efter specialpladser i vuggestue og børnehave til børn med diagnoser eller handicap er stort. Efter flytningen kan daginstitutionen udvide med flere pladser – fra 17 til 26 pladser. Med dagtilbud og skole under samme tag vil flere børn opleve en tryg overgang fra børnehave til skoleliv.
Samtidig vil velfærdsteknologi og fleksibel indretning skabe rum til at organisere dagen med plads til børnenes forskelligheder.
”Der bliver ganske enkelt mulighed for en hverdag med læring, ligeværdighed og selvstændighed. Derfor er rejsegildet ikke kun en fejring for håndværkerne, men også for børnene, deres forældre og de medarbejdere, der hver dag gør en særlig indsats i to af vores specialinstitutioner,” siger Thomas Medom.
Daginstitutionen Skovhøj kommer fra midlertidige barakker, mens Stensagerskolen har til huse i nedslidte bygninger med dårlige adgangs- og parkeringsforhold. I de nye rammer får de mere plads, mens bygningerne og udearealerne bliver tilpasset børnenes og de unges særlige behov.
Ombygning af Tovshøjskolen til specialskole og specialdagtilbud ventes færdig ultimo maj 2022. Anlægssummen på ca. 121 mio. kr. er bevilget af byrådet til flytning af Stensagerskolen, og hertil kommer penge til overholdelse af pasningsgarantien i Aarhus Kommune.
Rejsegildet finder sted torsdag 26. august kl. 10.00 – 12.00 på Tovshøjskolen, Janesvej 2, 8220 Brabrand.