Den triste udvikling i City Vest ærgrer ikke kun mange beboere i Brabrand-området. Også Brabrand Erhvervsforening udtrykker nu bekymring for indkøbscentrets fremtid. Erhvervsforeningen opfordrer til, at der også fremover bør være detailhandel i området.
Efter den seneste tids udmeldinger om lukning af butikker som Vero Moda, Creme Fraiche, H&M, Only, Brdr. Simonsen og One Phone ser fremtiden for City Vest endnu mere dyster ud.
Alle venter på en udmelding fra ejerne, Danske Shoppingcentre, om indkøbscentrets fremtid. Trods gentagne løfter om, at en afklaring var lige om hjørnet, er der dog endnu ikke noget nyt om City Vests fremtid.
Det bekymrer blandt andre bestyrelsen i Brabrand Erhvervsforening, der forleden diskuterede situationen på et bestyrelsesmøde.
”Vi synes, det er ufattelig trist og meget bekymrende, hvis der ikke er plads til et storcenter som City Vest i Brabrand. Der bør være potentiale for en livskraftig detailhandel i vores bydel, der blandt andet i Gellerup er i rivende udvikling. Det er virkelig ærgerligt, at så mange butikker må lukke i City Vest,” siger formand Susanne Lee Jørgensen.
”Måske skal der tænkes helt nyt”
Både hele indkøbscentret City Vest og flere af enkeltbutikkerne er medlemmer af Brabrand Erhvervsforening. Susanne Lee Jørgensen udtrykker bekymring for deres fremtid, uanset om de skal ud og genetablere sig andre steder eller bliver tvunget til at lukke.
”Set i det store perspektiv kan man undre sig over, at der ikke er plads til detailhandel af den skala i Brabrand. Vi håber meget på, at en kommende udviklingsplan for City Vest-området fortsat vil tilgodese detailhandel og ikke kun boliger,” siger erhvervsforeningens formand.
Hun håber, at en del af City Vest kan bevares:
”Måske skal der tænkes helt nyt. Det ser ud til, at City Vest i den nuværende form ikke kan overleve, så noget skal der ske. Forhåbentlig kommer der en ny udvikling og nye investorer ind i billedet. Det vil være rigtig ærgerligt, hvis der ikke er plads til den nuværende handel i bydelen.”
Detailhandel bør indtænkes i Hovedgadens udvikling
Når Brabrand Erhvervsforening ser udviklingen for detailhandelen i hele 8220 Brabrand, dukker Hovedgaden op som en gade, hvor der fortsat er mulighed for butikker.
”Vi har i erhvervsforeningen et ønske om, at der fortsat er detailhandel i Hovedgaden, og at der, hvis det er muligt også bliver friholdt arealer til det,” siger Susanne Lee Jørgensen.
I sammenhæng med en kommende udvikling af Hovedgaden som bygade ser Brabrand Erhvervsforening meget gerne, at detailhandelen også bliver indtænkt i planerne.
”Der er ikke så mange ejendomme tilbage, hvor det er oplagt at placere detailhandel, men vi finder det oplagt, at hvis der senere skal bygges nye etageboliger i gaden, bør stue-etagen friholdes til butikker eller andre offentlige formål,” siger hun.
Hun håber, at Aarhus Kommune vil være med til at sikre, at der i nye bygninger bliver stillet krav om, at der skal kunne være detailhandel i gadeplan:
”Der bør laves en masterplan, der tilgodeser både detailhandel, tryghed og færdselssikkerhed i gaden, og der vil det være fint med en kombination af boliger og handelsliv. Flere boliger kan sagtens være til gavn for bymidten, men det vil detailhandel også kunne være.”