
Brabrand-Årslev Fællesråd fik ingen konkrete løfter af borgmester Jacob Bundsgaard, da han mandag eftermiddag mødtes med fællesrådet på Ibens Kaffehus. Men borgmesteren fik en masse ideer til, hvordan kommunens samspil med lokalsamfundet kan blive endnu bedre.
Normalt er der helt stille på Ibens Kaffehus om mandagen, der er stedets ugentlige lukkedag. Men mandag havde Brabrand-Årslev Fællesråd ekstraordinært fået lov til at invitere borgmester Jacob Bundsgaard til friskbrygget kaffe midt på Hovedgaden.
Og det blev et par gode konstruktive timer, hvor Jacob Bundsgaard fik et dybere indblik i, hvilke emner fællesrådet snarest muligt ønsker på den kommunale dagsorden, fortæller formand Chresten H. Ibsen.
Blandt de store emner på cafébordene i kaffehuset var de efterhånden velkendte og ofte diskuterede her på Vores Brabrand: Årslev Engsø og den kommende helhedsplan, Jaka-fabrikkens fremtid, en bro/tunnel mellem den gamle del af Brabrand og Helenelyst og Høiriisparken – og ikke mindst Engdalskolens trængte lokalesituation, en kommende togstation i Brabrand og renovering af Hovedgaden, byudvikling og fortætning af Brabrand centrum.
Borgmesteren havde ingen konkrete løsninger på de nævnte udfordringer. Men Chresten H. Ibsen var alligevel glad for mødets forløb, fordi Brabrand-Årslev Fællesråd fik chancen for at snakke grundigt med Jacob Bundsgaard om, hvordan der kan skabes det bedst mulige samarbejde mellem lokalområdet og kommunen.
Fællesrådet er klar til eksperimenter
Jacob Bundsgaard har bebudet en gentænkning af, hvordan fællesrådene fungerer som koordinerende organer i lokalområdet. Og det vil Brabrand-Årslev Fællesråd gerne bidrage til:
”Vi vil rigtig gerne være med til et eksperiment, hvor kommunen prøver en ny model af for samarbejdet med fællesrådene. Det vil vi super gerne,” understreger fællesråds-formanden.
Fællesrådet har mange ideer til, hvordan borgersamarbejdet kan nytænkes – lige fra et lokalt visionsråd til et stort fællesmøde, hvor alle som har lyst kan deltage og ytre sig.
Især udviklingen af den gamle del af Brabrand vil fællesrådet gerne have lokalområdets borgere med på råd om. Her tænker man på en udvidelse af Engdalskolen, udviklingen på og omkring Hovedgaden, et kommende trafikknudepunkt i området med regionaltog, busser og måske letbane – og ikke mindst på Silkeborgvej, der skærer sig igennem bydelen.
Samtænkning giver nye muligheder
Chresten H. Ibsen lægger op til, at dygtige lokale folk kan spille helhjertet med i løsninger på udfordringerne i Brabrand:
”Måske skal kommunen turde lade Brabrand selv løse det – eller komme med bud på en løsning. Hvis vi nu først sammen sørger for at skabe engagementet og får folk til at møde hinanden,” siger han.
Han forestiller sig, at der kan skabe noget helt nyt, stort og spændende ved at samtænke de forskellige elementer i en samlet løsning. På den måde vil der måske samlet set blive flere penge til at løse udfordringerne.
”Det kunne være spændende at få mange af de dygtige fagfolk i vores lokalområde med i arbejdet med bydelens udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi finder nogle nye måder at arbejde på i og omkring fællesrådet.”
Jacob Bundsgaard fortsætter nu sin rundtur til de andre fællesråd i kommunen, men kan luftede på mødet også tanker om at komme tilbage og fortsætte samarbejdet med Brabrand-Årslev Fællesråd.