
Blandt beboere i Gellerup og Bispehaven er der modstand mod placeringen af den nye skole i Gellerups nye bypark. Det viser høringssvar til oplægget om den nye skole og omdannelse af området ved Dortesvej, Aarhus Kommune har sendt ud.
Aarhus Kommune skal ikke regne med at kunne gennemføre planerne om en ny skole i Gellerups bypark, Joops Have, uden modspil. Kommunens oplæg har nu været i en indledende offentlig høring, og en del høringssvar er kritiske over for placering af den nye skole i byparken.
Blandt andet provokerer det flere, at skolen er placeret på Brabrand Boligforenings jord, allerede inden boligforeningens beboere har taget stilling til planerne:
”De mange ”fine planer” i Udviklingsplanen kan altså stadig risikere at falde på gulvet, hvis den kommende helhedsplan ikke vedtages af beboerdemokratiet i Brabrand Boligforening,” skriver Helle Hansen, som er medlem af boligforeningens bestyrelse.
Hun mener, at Aarhus Kommune burde have taget et forbehold i oplægget, der blandt andet beskriver placeringen af den nye skole placeret delvist på et område, der ejes af boligforeningen.
Forslag om placering tættere på Bispehaven
Solveig Munk går et skridt længere og kalder i sit høringssvar oplægget for ”magtarrogance camoufleret som borgerinddragelse”. Hun fastholder, at en skole i byparken og nye bygninger langs Dortesvej forudsætter ekspropriering af beboernes jord og boliger.
”Magtarrogancen kommer også til udtryk ved at heller ikke Bispehaven spørges om placering af skole. Mon Bispehaven synes, at en placering midt i Gellerup Bypark er ideel for deres børn,” spørger hun.
I stedet foreslår hun ”en meget egnet kommunal grund på hjørnet af Edwin Rahrs Vej og Lenesvej. På den placering vil børnene fra Bispehaven få en både kortere og sikrere skolevej. Daginstitutionerne i Gellerup og ved Ellehøj vil få lige langt til skolen.”
”Evt. kunne Ellehøj Skole bevares og indgå som en afdeling i skolen, eller med idrætslokaler og faglokaler, så de ikke skal bygges på ny,” tilføjer hun.
Også Helle Hansen peger på en placering af den ene del af skolen på arealet ved Lenesvej nord for Edwin Rahrs Vej, øst for Lenesvej. Det vil også have den fordel, at skolen vil ligge tæt ved busforbindelser og det grønne område ved Hasle Bakker.
En anden beboer, Ester Engrob, foreslår, at indskolingen, der er planlagt til at ligge ved Inger Christensens Gade, flyttes et par hundrede meter længere mod vest, så den den nedrivningstruede blok A15 får lov at blive stående og i stedet renoveres (se grafikken nedenfor).
Hvis skolebygningen i stedet placeres, hvor den ligeledes nedrivningstruede blok A13 ligger, kommer indskolingen samtidig tættere på det nye sportscenter, og en større del af byparken kan bevares, argumenterer hun.

Bispehaven er lillebror i et stort puslespil om Gellerup
Også i Bispehaven giver placeringen af skolen midt i Gellerup anledning til kritiske bemærkninger. Afdelingsformand i Østjysk Bolig, Leif Scherrebeck, skriver i et svar fra boligforeningen i Bispehaven, ”at man er blevet lillebror i et meget stort puslespil, der retter sig mod Gellerup”:
”Det er vigtigt, at der også er særlig opmærksomhed på forældrearbejdet og samarbejdet med boligsociale indsatser og civilsamfundet i Bispehaven, selvom det ligger længere væk,” skriver han på vegne af afdelingsbestyrelsen.
Sats på de stærke i området
Anett S. Christiansen, som er formand for afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, opfordrer i sit høringssvar Aarhus Kommune til ikke kun at bruge kræfter på at tale til mulige nye tilflyttere til området.
I stedet mener hun, der er større perspektiv i at fokusere på lokalområdets nuværende ressourcestærke beboere, som indtil nu har benyttet det frie skolevalg til at lade deres børn gå i andre skoler end den lokale folkeskole.
”Det er de ressourcestærke familier, der vil blive ambassadører og rollemodeller, og det er dem, som kan vise ny-tilflytterne vejen til den nye skole,” skriver hun.
Som flere andre peger Anett S. Christiansen på Frederiksbjerg Skole som et godt sted at hente inspiration til arkitektur og indretning af den nye skole.