Børnene skal kunne li´ at være i det nye bibliotek, der skal bygges i det kommende sports- og kulturcampus i Gellerup. Derfor arbejder en gruppe studerende fra oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet på at designe gode væresteder for børn på biblioteket.
I torsdag havde de studerende inviteret områdets børn til workshop på Gellerup Bibliotek, og 15 børn dukkede op. Den første del af workshoppen blev brugt på at bygge små fantasi- og drømmebiblioteker i skotøjsæsker. Børnene var meget kreative og fik lavet mange gode bud på nye biblioteksområder for børn.
Efterfølgende blev der bygget store huler og væresteder for børn på biblioteket. De studerende havde medbragt madrasser, lyskæder, tæpper og andre materialer til at bygge huler.
Til sidst blev biblioteket kortlagt ved hjælp af “glade” og “sure” balloner for at få et overblik over, hvilke områder i biblioteket børnene bedst kunne lide.
Nu arbejder de studerende videre med ideerne og er i gang med at skabe et “rum-i-rummet” til børn på Gellerup Bibliotek. På tirsdag d. 24 april bliver der opsat en prototype på, hvordan sådan et rum kan se ud.
Projektet slutter med en præsentation på en designmesse den 7. maj på Dokk1 kl. 14.00-17.00. Her vil ni forskellige grupper fremlægge bud på, hvordan man kan forbedre biblioteks-oplevelsen på Gellerup bibliotek for en række forskellige brugergrupper.