Sengetøjskoncernen Jysk ønsker at opføre yderligere en tilbygning ved hovedkvarteret i Sødalsparken. Med det nye byggeri vil Jysk overskride lokalplanens maksimale etageareal. Aarhus Kommune er dog indstillet på at godkende byggeriet, men beboerne i området er bekymrede for en øget trafik til og fra erhvervsområdet.
I 2001 flyttede Jysk hovedkontoret til Sødalsparken i Brabrand, og siden har koncernen flere gange bygget til. Nu ønsker man at opføre yderligere en tre-etagers tilbygning, blandt andet for at kunne samle de to forretningsenheder Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager.
Det nye byggeri vil betyde, at det samlede etageareal i området når op på 29.130 kvadratmeter, mens lokalplanen fra 1994 kun tillader maksimalt 24.500 kvadratmeter.
Aarhus Kommune er indstillet på alligevel at godkende byggeriet, selvom området Sødalsparken 18 så bebygges mere, end lokalplan 364 tillader, oplyser byggesagsbehandler Lisbeth Appel Bjergbæk, Byggeri.
Inden for bebyggelsesplanen
Byggeri i Aarhus Kommune har hen over sommeren udsendt en orientering til naboerne med mulighed for at kommentere oplægget.
”Når vi skriver det i orienteringen er det selvfølgelig fordi, vi er indstillet på at efterkomme anmodningen fra ansøger. Det øger etagearealet ud over lokalplanens bestemmelser, men byggeriet vil stadig ligge inden for bebyggelsesplanen,” siger Lisbeth Appel Bjergbæk.
Bebyggelsesplanen er forvaltningens tilladte placering af bygninger i et område. Embedsmændene vurderer, at overskridelse af bestemmelserne er så beskeden, at man kan træffe en afgørelse, uden at politikerne skal involveres.
Øget trafik på Bagerivej
Ulrike Silze og Henrik Andersen bor på Bagerivej, der er tilkørselsvej til Sødalsparken. De er blandt de beboere, som har svaret på naboorienteringen inden fristen den 5. august. De peger først og fremmest på de mange ekstra parkeringspladser og den stigende trafik, der uundgåeligt kommer på den lille villavej.
”Det er nok ikke så overraskende, at vi ønsker mindre trafik på vores villavej og flere grønne træer på de store parkeringsarealer. Det vil de fleste nok gøre. Jeg mener også, at det vil være godt for Brabrand, hvis Sødalsparken blev tilsluttet Silkeborgvej ved Netto,” siger Henrik Andersen.
De gør opmærksom på, at lokalplanen er fra 1994, og at byudviklingen siden har ændret sig, så der nu bliver bygget højere og tættere. Men trafik- og vejforholdene følger ikke med.
Tidligere har beboerne foreslået, at trafikken til erhvervsområdet gik via en ny tilslutning ved Netto, i stedet for at den som nu går via Bagerivej. Også Brabrand-Årslev Fællesråd foreslog en udkørsel dér sammen med en forbindelse under banen til det nye boligområde på den tidligere Jaka-fabrik.
Ulrike Silze og Henrik Andersen opfordrer politikerne til at se på den løsning igen. Da lokalplanen blev lavet, lå Opel Dyssehøj og en tømmerplads i vejen.
Ønsker flere træer
Ifølge Lokalplanen skal erhvervsparken være ”udformet som en parkbebyggelse, hvor sammenhængende grønne områder i et samspil med bebyggelsen danner grundlaget for en attraktiv bebyggelse…”. Det mener beboerne ikke vil blive resultatet af tilbygningen.
”På de tilsendte illustrationer ses kun 16 træer på det nye parkeringsareal mellem vores huse og tilbygningen som vi ikke synes er tilstrækkeligt for at kalde det parkbebyggelse.”
De opfordrer til, at der plantes flere træer i området, og ønsker blandt andet beplantning langs Bagerivej for at dæmpe støj fra biler og som afskærmning for indblik.
Byggesagsbehandler Lisbeth Appel Bjergbæk oplyser, at beboernes kommentarer nu er sendt til Jysk, der så har mulighed for at svare på bekymringerne, inden Aarhus Kommune tager endelig stilling til ansøgningen.