Tre trafikdrab på vejene omkring Gellerupparken i løbet af fem år får nu Brabrand-Årslev Fællesråd til at reagere. Fællesrådet har stor ros til politiet for at gøre en betydelig indsats på vejene i 8220 Brabrand – men der bør gøres endnu mere, mener fællesrådet.
I 2015 blev en 93-årig kvinde kørt ned, da hun var i gang med at passere en fodgængerovergang på Sigridsvej, og bilisten stak af fra stedet. Den 93-årige døde senere af sine kvæstelser. En 25-årig mand blev senere frifundet for uagtsomt manddrab, men blev dømt for at stikke af fra stedet.
I maj 2018 blev en 21-årig kvinde påkørt og dræbt i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej , da hun passerede krydset til fods. Bilisten, en 32-årig mand med adskillige trafikforseelser i bagagen, blev idømt 30 dages fængsel og fik konfiskeret bilen.
Og tirsdag d. 6. oktober skete det så igen. Den 23-årige studerende Katrine Lilleøre Holm var ude på en løbetur og blev påkørt og døde kort efter, da hun blev påkørt af en bil i det samme kryds, Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej.
”Det er en dybt tragisk ulykke, og vi vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse med de efterladte. Samtidig er det nu vigtigt, at alle gode kræfter nu grundigt undersøger, hvad der kan gøres, for at det ikke sker igen,” siger Chresten Ibsen, som er nyvalgt formand for Brabrand-Årslev Fællesråd.
Efter ulykken har der været stor debat i lokalområdet, hvor mange beboere efterlyser handling. Chresten Ibsen mener, at mange borgere især er oprørte over, at en stort set identisk ulykke kunne ske bare to år efter trafikdrabet i 2018.
”Vi blev alle sammen hårdt ramt, da det skete første gang for to år siden. Og så sker det igen, nærmest som en gentagelse af den første ulykke. Jeg tror, alle ryster på hovedet og tænker, hvorfor har man ikke kunnet forhindret det?”
Håber på mere fysisk tilstedeværelse
Som formand for Brabrand-Årslev Fællesråd peger han på videoovervågning som en nærliggende løsning. I første omgang af krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej, men også gerne andre steder i 8220 Brabrand. Men han opfordrer også til en ganske særlig indsats i krydset, hvor de to seneste trafikdrab er sket.
”Jeg ville desuden ønske, at det var muligt med en fysisk tilstedeværelse i krydset, så politiet kunne pille de pågældende biler ud med det samme, hvis de kører over for rødt, sådan at de ikke kan gøre mere skade. Bilerne bør konfiskeres med det samme,” siger han.
Chresten Ibsen understreger, at han godt er klar over, at det vil kræve store ressourcer af politiet. Han har i forvejen stor ros til Østjyllands Politi for at gøre en stor indsats for at skabe en bedre trafikkultur i 8220 Brabrand.
”Vi har et utrolig aktivt lokalpoliti, der også generelt har formået at rykke kriminaliteten i lokalområdet ned under hvad andre områder har. Vi kan kun opfordre politiet til at fortsætte det gode arbejde. Det sætter vi stor pris på som borgere her.”
Han foreslår, at det lokale politi i endnu højere grad end tidligere prioriterer det forebyggende arbejde, i håb om at de helt unge får respekt for og viden om, hvor de skal optræde i trafikken.
Over for rødt på Hejredalsvej
Chresten Ibsen har som så mange andre oplevet vild bilkørsel også andre steder end i det nævnte kryds. Han bor selv på Beringsminde med sin familie og oplever eksempelvis jævnligt, at der i krydset Sigridsvej/Hejredalsvej blæses på reglerne. Blandt andet kører alt for mange over for rødt.
I sidste uge gennemførte Østjyllands Politi over fire dage en omfattende razzia, hvor resultatet blev 319 sigtelser. De fleste blev noteret for at køre over for gult eller rødt, for at køre for stærkt, foretage ulovlige overhalinger eller at køre med mobilen i hånden.
”Jeg kan ikke rose den type indsatser nok. Jeg tror, det er den vej man skal, og hvis politiet på nogen måde kan styrke indsatsen på vejene i Aarhus Vest, bør man gøre det.”
Mange konfiskerede køretøjer
I Gellerup Fællesråd henviser formand Helle Hansen til et mangeårigt samarbejde med Østjyllands Politi om at forsøge at skabe en bedre trafikkultur i området.
Som en del af Samvirkets kvartalsmøder fortæller politiet løbende om de jævnlige kontrol-aktioner, der hver gang resulterer i mellem 30 og 50 sigtelser. Der bliver løbende uddelt masser af klip i kørekortet for blandt andet at køre over for rødt lys og for hastigheds-overskridelser.
Allerede i 2018 kunne daværende politikommissær Jens Espensen opsummere udviklingen sådan her:
”Af de personer, vi i forvejen har kendskab til, er der ikke flere tilbage med kørekort. Men de kører jo alligevel, og så konfiskerer vi deres biler. Man tænker, at de på et tidspunkt må løbe tør for køretøjer. Men der er åbenbart flere der ude. Så vi bliver ved”, lovede han.
Han kunne berette, at politiet alene i 2018 havde konfiskeret 122 køretøjer.
Vores Brabrand har spurgt Østjyllands Politi om muligheden for at indføre video-overvågning i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej. Du kan læse svaret på Vores Brabrand i morgen, tirsdag.