Boligminister Kaare Dybvad rykker mandag sit kontor til Skovgårdsparken i Brabrand. Han ønsker at se nærmere på de omfattende energirenoveringer, der har reduceret energiforbruget med 90% i Skovgårdsparken. Men sandsynligvis vil også den såkaldte ghettoliste i løbet af dagen blive diskuteret.
Skovgårdsparken er en af de ældste afdelinger i Brabrand Boligforening, og i løbet af de seneste år er 256 af afdelingens 432 lejligheder blevet energirenoveret. Taget og de lukkede altaner er udskiftet, facaden er efterisoleret, og der er etableret ventilation i lejlighederne.
Der er tænkt bæredygtighed ind i projektet, blandt andet ved at der er anvendt papiruld og genbrugt vinduesglas i isoleringen. Etablering af solceller og jordvarme og genbrug af spildevand samt vandopsamling er ligeledes en del af projektet.
Det er den første energi-renovering i Danmark af denne type. Energiforbruget er reduceret med 90 procent, og de store energibesparelser betyder, at renoveringen på sigt vil tjene sig selv hjem, oplyser Brabrand Boligforening.
Boligminister Kaare Dybvad vil få en rundvisning i Skovgårdsparken, og han vil mødes med Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen og formand Keld Albrechtsen samt en række af afdelingens beboere.
Også boligforeningen AAB har boliger i Skovgårdsparken, og ministeren vil derfor også holde et separat møde med AAB Aarhus’ direktør Anders Rønnebro og leder af BL’s Aarhus-kontor Jens Løkke Møller.
Ghettolistens fremtid
Da Kaare Dybvad blev boligminister, meddelte han hurtigt, at han ikke brød sig om brugen af ordet ghetto i beskrivelsen af de udsatte boligområder i Danmark.
Men den såkaldte ghettoliste, som den foregående regering indførte, eksisterer stadig, og Skovgårdsparken har de seneste tre år været at finde på listen. Hvis boligområdet også er at finde på listen igen i slutningen af året, vil Skovgårdsparken efter den hidtidige praksis blive vurderet som en såkaldt ”hård ghetto”.
Andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet er blandt de faktorer, ministeriet har lagt til grund for bedømmelsen. I Skovgårdsparken var andelen ved sidste bedømmelse 41,9%, mens loftet var 40%.
En kategorisering som ”hård ghetto” kan efter de hidtidige regler betyde krav om bl.a. nedrivninger af boliger, og derfor venter både beboere og Brabrand Boligforening med spænding på den nye regerings udmeldinger om ghettolistens fremtid.
Med boligministerens besøg i netop denne afdeling forventes det, at ghettolisten og dens kriterier vil blive diskuteret i løbet af mandagens møder.