Har du lyst til at mødes med dine naboer og sammen bidrage til en sjov og anderledes eftermiddag? Medbring en stol og vær med til at skabe det interaktive kunstværk, den østrigske kunstner Willi Dorner lørdag d. 8. september sætter op på Inger Christensens Gade i Gellerup.
Det er Aarhus Festuge, der inviterer Brabrand-borgerne til at deltage i kunstværket. Festugen vil via temaet ”Bridging” bygger broer og vise, hvordan kunst og kultur kan italesætte komplekse emner og gøre dem mere håndgribelige.
Derfor har festugen inviteret kunstneren Willi Dorner til Aarhus, og han har været rundt i hele byen for at se på velegnede steder for projektet ”It Does Matter Where”. Og han faldt fuldstændig for Gellerup, fortæller projektets producer, Micha Schaarup.
”Willi Dorner er fuldstændig vild med området og den arkitektur, der er i Gellerup”, siger hun.
Projektet går i al sin enkelhed ud på, at så mange mennesker som muligt – gerne over 100 – møder op i Inger Christensens gade med sin egen stol. Man sidder eller står på sin stol, mens der tages korte fotos og videoer af alle.
Projektet varer fra kl. 14 til 17, og i det tidsrum flytter man lidt rundt i området, inden for 500 meter, ud fra Willi Dorners ønsker.
Stolen får hovedrollen
”Willi Dorner er kendt for sine legende og overraskende værker, hvor byens rum næsten altid optræder som scene. Det er også tilfældet i ”It Does Matter Where”, hvor den ellers så ydmyge stol gøres til hovedrolle, når den i stort antal stilles op i byens rum og får forbipasserende til at stoppe op og mærke, hvor lidt af byens rum der er tilgængeligt for mennesker”.
Sådan skriver Aarhus Festuge om projektet, der ligger i forlængelse af en række lignende aktiviteter, Willi Dorner har præsenteret på internationale festivaler. Han var senest i Danmark i 2017 med værket ”Bodies in Urban Spaces” til den københavnske Metropolis Festival. Her havde han koreograferet 100 fysiske, fastfrosne øjeblikke af menneskekroppe på en syv kilometer lang strækning.
Kunstneren ønsker at bygge bro mellem kunst, mennesker og bydele. Publikum skaber selv et midlertidigt rum, hvor de kan holde pause, komme hinanden ved, møde en fremmed og nyde deres plads i byen.
Rent praktisk møder man bare op med sin stol lørdag d. 8. September kl. 14.00 i Inger Christensens Gade. Der vil undervejs være en let servering af en sandwich og en flaske vand.
Du kan læse om projektet på Aarhus Festuges hjemmeside
Der findes også en begivenhed for projektet på Facebook
It Does Matter Where: Lørdag d. 8. september kl. 14-17, Inger Christensens Gade i Gellerup