Et afdelingsmøde i Gellerupparken blev i aftes afbrudt, da formand for Brabrand Boligforenings Afdeling 4, Youssef Abdul Kader, blev truet på livet af en mødedeltager. Boligforeningens formand Keld Albrechtsen oplyser, at der muligvis vil blive indgivet en politianmeldelse mod den pågældende person.
Af Sean Ryan Bjerremand
Beboermøder i Gellerupparken er normalt fredelige og demokratisk velfungerende begivenheder. Men mødet mandag aften endte i tumult.
Allerede i løbet af beretningen fra bestyrelsen blev der råbt højt. En mødedeltager, der ikke bor i området, ønskede at få ordet, men blev afvist af dirigenten. Det udviklede sig, og dirigent Bo Sigismund måtte meddele: “Der er kommet en trussel, så mødes suspenderes. Vi kan ikke have trusler til et demokratisk møde.”
Truslen var blevet rettet mod beboerformand Youssef Abdul Kader. I et hjørne af lokalet var der et højrystet skænderi, og her blev formanden angiveligt truet på livet. Øjenvidner fortæller, at Kader desuden var blevet slået.
Mødet blev herefter afbrudt. Brabrand Boligforenings formand, Keld Albrechtsen, meddelte efterfølgende, at det skal undersøges, om der skal indgives en politianmeldelse. Der vil senere blive indkaldt til et nyt møde. Det vil ske inden 1. maj.
I Toveshøj på den anden side af Edwin Rahrs Vej siger formand for Afdeling 5, Anett Sällsäter Christiansen, i en sms, at bestyrelsen vil afvise gæster udefra til afdelingsmødet i aften af hensyn til beboernes sikkerhed.
“Vi lukker for udefrakommende, fordi vi ikke ønsker, at en eller anden gæst rager uklar med vores beboere. Vi vil ikke risikere noget tumult,” forklarer Anett Sällsäter Christiansen.
Læs også omtalen af mandagens episode hos Gellerup.nu
Opfølgning onsdag d. 18. april
Vores Brabrand har i dag været i kontakt med Brabrand Boligforenings formand Keld Albrechtsen, som fortæller, at boligforeningen ikke umiddelbart har planer om at indgive politianmeldelse.
“Vi har haft en drøftelse med afdelingsbestyrelsen, og som vi har fået sagen oplyst, er der ikke umiddelbart grundlag for en politianmeldelse. Men vi er endnu ikke helt færdige med at kortlægge hele hændelsesforløbet”, siger Keld Albrechtsen, som understreger, at episoden naturligvis er stærkt beklagelig og ikke bør gentages.
Om udefrakommende fremover skal afvises ved indgangen, tør han endnu ikke at sige. Afdelingen i Toveshøj tillod på afdelingsmødet tirsdag aften kun beboere fra området at deltage.
“Den regel kan beboerne indføre, hvis de vil”, siger han.