En 30-årig mand skar sig onsdag aften omkring kl. 23.00 alvorligt i benet og måtte køres på hospitalet. Her blev han efterfølgende sigtet for forsøg på indbrud, da hans skade formentligt skyldtes, at han havde sparket ruden i en dør ind på adresse på Silkeborgvej i Brabrand.
Nogle drenge opdagede, at den 30-årige lå og blødte kraftigt på fortovet på Silkeborgvej, mens hans kammerat forsøgte at hjælpe ham. Drengene fik fat i et par mænd fra militærpolitiet, der tilfældigvis kom forbi, og de to mænd ydede førstehjælp til manden og fik tilkaldt en ambulance.
Ved at følge den 30-åriges blodspor fandt betjentene frem til huset på Silkeborgvej, hvor ruden i døren var knust. De aflagde derfor et besøg på hospitalet, hvor de traf den 30-årige i sygesengen og hans 47-årige ven ved siden af.
Den 47-årige blev aggressiv, da betjentene spurgte ind til episoden i Brabrand. Han nægtede at opgive sit navn og endte med at blive anholdt og sigtet for medvirken til forsøg på indbrud og for at nægte at give sine personoplysninger til politiet. Den 30-årige blev sigtet for forsøg på indbrud, efter lægerne havde taget sig af hans ben.