
Tirsdag eftermiddag gennemførte beboere i de nedrivningstruede boligblokke på Dortesvej en stilfærdig demonstration mod planerne, da de gik gennem Gellerupparken til Bispehaven. Det var samtidig en markering af Folketingets behandling af borgerforslaget mod ”ghettoloven”.
I december 2020 opnåede borgerforslaget ”Ophæv loven om nedrivning og salg af almene boliger og afskaf de såkaldte “ghettolister” 50.000 underskrifter og skal derfor debatteres i Folketinget. Det tog politikerne hul på i går.
Politikernes debat i Folketinget blev også markeret i Gellerupparken. En gruppe beboere i de syv blokke, der er udpeget til nedrivning, havde arrangeret en demonstration gennem bydelen forbi de syv blokke på Jettesvej, Dortesvej, Lottesvej og Inger Christensens Gade.
Derefter fortsatte optoget langs Åby Ringvej til Bispehaven, hvor beboerne allerede har modtaget opsigelser. Her blev der ligeledes holdt taler, sunget sange og råbt slagsord imod ghettoloven.
”Vi laver denne markering for at støtte beboerne i Bispehaven, som allerede har modtaget opsigelser fordi deres hjem skal rives ned. Næste gang kan det blive os”, sagde en talsperson for de aktive beboere, Mohamad Hatab.
”Jeg har boet i den samme lejlighed i Gellerup i 30 år, mine børn er født her, har gået i skole, gået på universitet og har alle arbejde. Der er nogle få, der laver ballade og skaber problemer, men det er et godt område at bo. Politikerne bør snakke med os, der kan lide at bo her i stedet for kun se problemer,” fortsatte Mohamed Hatab.
Gruppen af beboere har været rundt og samle underskrifter med nedrivningerne hos deres naboer, hvor de siger nej til at flytte. Underskrifterne vil senere blive afleveret til borgmester Jacob Bundsgaard og Aarhus Byråd.
Vil blive ved med at kæmpe
Det var ikke kun i Aarhus, folketingsbehandlingen bliver markeret. Det skete også i blandt andet Odense og København.
”Denne dag er stor for Almen Modstand, der har kæmpet for at opnå de 50.000 underskrifter, sagde Elsebeth Frederiksen fra Almen Modstand i Aarhus.
”Mange af os har kæmpet mod ”ghettoloven” længe, og dette er en kulmination på vores kamp. Vi vil holde gryden i kog og have loven til debat, og vi har glædet os til at overvære debatten i Folketinget. Vi regner ikke med, at loven bliver afskaffet lige her og nu, men vi vil blive ved med at kæmpe mod den, både politisk og juridisk, indtil denne diskriminerende lov er afskaffet, ” siger hun.
