
Transportministeriet kommer delvist Brabrand-borgerne i møde i den endelige afgørelse om støj fra den kommende meget omfattende renovering af jernbanen gennem Brabrand. Men kun delvist. Banedanmark får nemlig lov til at støje mere, end Aarhus Kommune først havde bestemt.
På fredag går det løs. Banedanmark bebudede i begyndelsen af februar, at den kommende weekend bliver uhyre støjende i store dele af Brabrand, når der skal rammes spuns i forbindelse af stabilisering af broen over jernbanen ved Stenbækvej.
Tirsdag – tre dage før arbejdet går i gang – kom svaret fra Transportministeriet: Banedanmark får i princippet lov til at støje så meget, man ønsker. Men hvis støjen overskrider de grænser, ministeren har fastsat, skal der udbetales kompensation til de berørte husstande.
Transportminister Trine Bramsen fastsætter en støjgrænse på 55 dB som grænse for, hvad der skønnes som tåleligt, når de støjende arbejder udføres over tre sammenhængende nætter eller mere.
Der fastsættes dog en højere støjgrænse på 60 dB som grænse for, hvad der skønnes som tåleligt ved enkeltnætter.
”Såfremt disse støjgrænser ikke kan overholdes af Banedanmark på baggrund af de beregnede støjudbredelseskort, skal Banedanmark give tilbud om kompensation til de berørte husstande i henhold til bekendtgørelse om midlertidigt ophold uden for eget hjem og kontant kompensation,” skriver Transportministeriet.
Banedanmark har tidligere meddelt, at kompensationen udgøres af 600 kr. pr. husstand pr. døgn eller genhusning på hotel.
Resultat som forventet af Banedanmark
Tilsyneladende kommer ministeriets afgørelse ikke helt bag på Banedanmark. Allerede i et brev til de Brabrand-beboere, der bor tættest på jernbanen, skrev Banedanmark, at afgørelsen nok ville ligge i intervallet 55-65 dB:
”Det forventes endvidere, at transportministeren fastsætter en tålegrænse i intervallet 55-65 dB afhængig af arbejdernes karakter, varighed og omfang i øvrigt. Tålegrænsen er udgangspunkt for , det støjniveau der skønnes som tåleligt i forbindelse med nattearbejderne ved Silkeborgvej. Det bemærkes, at denne grænse er relevant for vurderingen af om der er ret til kompensation.”
Ministeriet skriver i afgørelsen, at Banedanmark havde anmodet om en støjgrænse på 65 dB som grænse for, hvad der skulle skønnes som tåleligt i forbindelse med nattearbejderne ved Silkeborgvej. Men resultatet lander altså nogenlunde, hvor Banedanmark selv forventede, at det ville lande.
Fordyrelse på trecifret millionbeløb
Transportministeriet understreger i afgørelsen, at det kun er i helt særlige tilfælde, et kommunalt påbud om begrænsning af støj kan fraviges – og henviser til den ændring af ”lov om elektrificering af jernbanen § 14 a”, der blev vedtaget af Folketinget i efteråret 2021.
Banedanmark havde vurderet, at det ville koste flere års forsinkelse af hele elektrificerings-projektet, hvis Aarhus Kommunes støjkrav skulle overholdes i Brabrand.
Forklaringen var, at de planlagte sporspærringer lå i aften- og nattetimerne, og hvis der som følge af støjkravene skulle endnu flere sporspærringer til, ville projektet både tage længere tid og blive langt dyrere – ifølge Banedanmark ville fordyrelsen udgøre et trecifret millionbeløb.
”Transportministeriet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Banedanmarks vurdering af, at ovennævnte jernbaneprojekter vil blive forsinket,” skriver ministeriet.
”Naboer er allerede støjpåvirkede”
Når Transportministeriet alligevel har valgt at stramme støjkravene lidt i forhold til Banedanmarks krav, er det ifølge ministeriet blandt andet fordi, ”naboer langs banen allerede er støjpåvirkede og at der ikke er tale om anlæg af ny infrastruktur, men alene forbedring af eksisterende infrastruktur.”
Desuden har ministeriet lagt vægt på, at Banedanmarks ansøgningsmateriale ”er fremkommet til ministeriet med kort frist forud for arbejdernes igangsættelse, hvilket har medført en ekstraordinær kort høringsfrist til berørte naboer.”
Fristen for at søge kompensation er udsat
Banedanmark har tirsdag sendt både sms og brev i eboks til et betydeligt større antal borgere end de 917 adresser, man d. 3. februar sendte brev til. Her er der blandt andet link til hjemmesiden, hvorfra man kan søge om kompensation for støjgener over de tilladte grænser.
Banedanmark havde tidligere meldt ud, at fristen for at søge kontant kompensation eller ophold uden for eget hjem var den 13. februar 2022. Men fristen er blevet udskudt, så der er bedre tid til at søge.
Hvis du ønsker at søge om ophold uden for eget hjem, skal du ansøge om det senest onsdag den 16. februar. Men hvis man ønsker at søge om kontant kompensation, gælder der ingen tidsfrist.