Genanvendte komponenter indgår i stigende grad i danske autoværksteders reparationer. Nu går Bosch Car Service – Sidelmann i Brabrand i gang med nye affaldsløsninger, hvor komponenter indsamles og genanvendes.
I privaten sorterer danskere hård og blød plast, drikkekartoner, papir, glas, metal, rest- og madaffald. Nu er også danske autoværksteder i gang med at implementere affaldsløsninger, som efterlever Affaldsbekendtgørelsens nye regler om, at virksomheder skal sortere i mindst ti hovedaffaldsfraktioner.
Formålet er at øge genbrug og minimere mængden af affald, der afbrændes. Det oplyser Jesper Hviid Nielsen, direktør hos miljøforeningen Abas Miljøservice, der på non profit-basis hjælper autoværksteder med affaldshåndtering.
”For at reducere autobranchens CO2-aftryk har værkstederne over de senere år skærpet fokus på cirkulær økonomi, hvor komponentdele bliver sorteret, oparbejdet og genanvendt. Nye regler har gjort det mere komplekst at sortere affald rigtigt, men værkstederne er godt i gang med at indarbejde gode procedurer,” siger Jesper Hviid Nielsen.
De nye affaldsløsninger er blandt andet under udrulning hos Bosch Car Service-autoværkstedet Sidelmann i Brabrand.
”Vores kunder efterspørger i stigende grad værdibaserede reparationer, og affaldssorteringen er et vigtigt led i at imødekomme den efterspørgsel,” siger Jesper Sidelmann Sønderby, der er indehaver af Sidelmann.
Reservedele renoveres
Ifølge Jesper Hviid Nielsen indsamles, genanvendes og oparbejdes blandt andet dæk, spildolie og oliefiltre i forvejen fra danske autoværksteder. Abas Miljøservice får blandt andet brugte genstande fra Brabrand-autoværkstedet Sidelmann.
”Vi søger hele tiden efter at behandle den enkelte affaldstype, så vi bedst muligt får genanvendt råstofferne med den mindste belastning af miljø og CO2,” siger Jesper Hviid Nielsen.
Ved at anvende Bosch fabriksrenoverede reservedele frem for nye komponentdele i reparationen, kan Sidelmann give kunderne en prisfordel. Det er noget, kunderne lægger vægt på, fortæller indehaveren.
”Når bilen skal på værksted, spiller prisen en central rolle, samtidig med at mange kunder ønsker at tage hensyn til miljøet. Derfor tiltaler det mange, at vi kan bruge fabriksrenoverede komponentdele i reparationer, som giver et nedslag i prisen,” siger Jesper Sidelmann Sønderby.
Kunderne går ifølge indehaveren op i, at initiativet ikke er på bekostning af kvaliteten. Det kan autoværkstedet garantere, ved at de fabriksrenoverede startere og generatorer er underlagt samme strenge kvalitetsstyring og et omfattende test-program, som Bosch bruger under produktionen af reservedele til bilfabrikkerne, hvor levetid og ydeevne testes.
Andre former for genanvendelse
Dæk indsamles, hvoraf de intakte kommer ud at køre igen, mens resten genanvendes og oparbejdes på fabrikker i Danmark. I oparbejdningen udgør tekstilfibre 10 procent, mens metaltråde, der udgør 15 procent, bliver omsmeltet. De resterende 75 procent består af gummi, der for eksempel bruges til nye dæk, faldunderlag og støjdæmpende asfalt.
Spildolie indsamles, renses og raffineres på et anlæg i Danmark. 65 procent af spildolien bliver til ny baseolie, der er grundlaget for nye motorolier. Ved at lave baseolie af spildolie frem for råolie spares miljøet for 1450 kilo CO2 per ton baseolie.
Oliefiltre indsamles og oparbejdes. Metallet går til omsmeltning, mens filtermaterialet og restolien bliver brændt på et specielt anlæg til farligt affald, hvor der produceres el og fjernvarme.
Farligt affald indsamles og behandles, så der kommer færrest mulige restprodukter, mens værdifulde grundstoffer genbruges.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Bosch Car Service.