Spillere og trænere på Brabrand IF´s 2. divisionshold er i samlet flok i fuld gang med et intenst opsøgende sponsorarbejde for at sikre det økonomiske grundlag til at drive holdet videre. Den hidtidige hovedsponsor, AURA Energi, har nu lovet at fortsætte samarbejdet med klubben.
Siden efteråret 2017, hvor Brabrand IF spillede i landets næstbedste række, har AURA Energi været hovedsponsor for holdet. Den østjyske energikoncern har netop tilkendegivet, at de fortsat bakker op om holdet, og giver dermed en vigtig håndsrækning til, at klubben også i den kommende sæson kan spille i 2. Division.
Selvom AURA er glad for den eksponering, virksomheden får på forsiden af holdets spillertrøjer, viger man gerne pladsen for en anden sponsor til den kommende sæson for at hjælpe til med at sikre holdets videre eksistens – og inviterer således endnu en storsponsor med ind i projektet.
”Det er et meget interessant og prisværdigt initiativ, der bliver taget fra Brabrands spillertrup og stab omkring at drive holdet videre. Den slags fællesskabsinitiativer i lokalområdet bakker vi op om. Samtidig giver vi plads til at dele vores profilering på spilletøjet med en anden sponsor, der ønsker at støtte op om holdet,” siger Claus Blem Jensen, kommunikationschef i AURA Energi.
I dialog med flere firmaer
Opbakningen har stor betydning for spillertruppen, der lige nu både har travlt med træningsopstart og opsøgende sponsorarbejde.
”Det betyder alt for os lige nu, at AURA fortsat bakker op om os. De har været med fra begyndelsen som den første eksterne sponsor, da vi rykkede op i 1. division. Deres bidrag har været en stor hjælp og har for eksempel betydet, at vi har kunnet tage på træningslejr”, siger Brabrand IF´s anfører Michael K. Pedersen.
”Vi er ekstremt glade for, at de fortsat vil være med, og at de så samtidig er villig til at vige logopladsen for en ny sponsor, er en kæmpe støtte for os. Vi er allerede i dialog med forskellige firmaer, der godt kan lide fortællingen om klubbens DNA, der bygger på fællesskab og hårdt arbejde,” siger han.
Holdet mangler dog stadig en del finansiering for at have sikret sæsonen, understreger Michael K. Pedersen.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Brabrand IF