Andre år er regnen faldet tæt over Brabrandstien, når Karen og Allan Søndergaard har afholdt ”Giv 24 timer til syge børn” omkring Brabrand Sø – men undtagelsesvis skinnede solen det meste af weekenden over de mange deltagere. Uheldigvis blev arrangementet dog ramt af et alvorligt uheld lørdag eftermiddag.
Over 50 børn og voksne stillede til start, da 76-årige Allan Søndergaard lørdag middag ringede med klokken og satte den 13. udgave af ”Giv 24 timer til syge børn i gang”.
”Det her vejr er jo ikke normalt for Giv 24 timer. Vi plejer at have regnvejr, også her ved starten. Drik rigeligt med vand undervejs,” opfordrede Allan Søndergaard i sin velkomst.
Desværre blev arrangementet i år ramt af et alvorligt uheld. En deltager fik et ildebefindende, mens han sad på cyklen, og to andre ryttere blev involveret i styrtet. En fik hjernerystelse og flere brækkede ribben, mens en anden brækkede flere ribben og beskadigede en lunge. Den tredje slap med skrammer og en forskrækkelse.
Alle involverede i styrtet var voksne. De deltagende børn blev ledt uden om uheldsstedet og opdagede formentlig ikke, hvad der var sket, fortæller Allan Søndergaard.
”Jeg har haft kontakt med de to indlagte, der begge er ved godt mod. Desværre var det en rigtig træls afslutning på Giv 24 Timer for deres vedkommende. Vi ønsker dem herfra rigtig god bedring, og ønsker dem velkommen igen næste år,” skriver Allan Søndergaard på sin hjemmeside.
”Det tegner rigtig godt”
Nogle løb eller cyklede en enkelt gang rundt om Brabrand, mens andre tog den ene omgang efter den anden, og en af deltagerne, Jan Tosti, havde planer om at fortsætte hele natten igennem i håbet om at slå Allan Søndergaards rekord på 637 kørte kilometer.
Det lykkedes dog ikke for Jan Tosti. Omkring midnat gav kroppen op, da han havde kørt 352 kilometer.
Alt i alt var 75 deltagere forbi i løbet af de 24 timer for at deltage i arrangementet, og de kørte i tusindvis af kroner ind til Akut Børnemodtagelse på Aarhus Universitetshospital.
”Jeg får først det endelige resultat, når alle kilometer-sponsorater er indbetalt, så det pusler jeg med i den kommende tid. Indtil nu er der kommet 29.275 kr. ind på kontoen, så det tegner rigtig godt,” skriver Allan Søndergaard efter arrangementets afslutning.