Det kan være rart med et par friske øjne, nye idéer og et par støttende ord, når skolearbejdet driller. Nu kan unge i Gellerup og Toveshøj få hjælp i Red Barnet Ungdoms læringscafé, der netop et åbnet. I læringscaféen kan områdets 8. og 9. klasses elever få en lidt anden slags skolehjælp, end de er vant til.
8. og 9. klasses elever i Gellerup og Toveshøj kan nu få hjælp af Red Barnet Ungdoms frivillige i organisationens nyopstartede læringscafé. Her fokuserer organisationens unge frivillige på aktiv læring og kreative læringsmetoder, hvor målet er, at eleverne får personlige og faglige succeser. Læringscaféen fungerer altså som en slags alternativ lektiecafé som et supplement til de etablerede undervisningstilbud.
”Det afhænger meget af eleverne og de frivillige, hvordan skolehjælpen i en læringscafé er bygget op. Nogle frivillige arrangerer quizzer, ordbingo eller andre alternative og kreative undervisningsformer. Det vigtigste er, at børnene oplever, at de kan lære gennem leg. En del af de børn, som typisk kommer i vores læringscaféer, er børn, der har brug for en ekstra hjælpende hånd. Det er børn, som har brug for at forbinde skolen med noget positivt,” fortæller Astrid Engberg, generalsekretær i Red Barnet Ungdom.
Læringscaféen er støttet af Egmont Fonden og har typisk åbent en gang om ugen efter skoletid. Mange børn kan heldigvis hente tilstrækkeligt med hjælp og opbakning i hjemmet, men der en gruppe børn, der har brug for ekstra støtte for at bevare skoleglæden og troen på deres egne evner, lyder det fra Red Barnet Ungdom.
”Udsatte børn og unge er ofte udfordret af læringsvanskeligheder, lavt selvværd og manglende motivation i skolen, som gør det svært for dem at blive uddannelsesparate. Gennem partnerskabet med Red Barnet Ungdom er vi glade for at bidrage til at styrke læringsområdet og give udsatte børn og unge et læringstilbud efter skole,” siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.
Alternativ læring virker
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) undersøgte i marts 2019 effekten af Red Barnet Ungdoms læringscaféer. Resultatet viste, at socialt udsatte børns trivsel og faglige selvtillid vokser markant, hvis de i blot seks måneder kommer i en læringscafé. Selvom evalueringen i marts ikke gav et svar på, hvad i læringscaféerne der kan have en positiv effekt på børnene, så mener Red Barnet Ungdoms generalsekretær, at det især skyldes de unge frivillige.
”Unge frivillige kan tale med børn på en helt særlig måde, og samtidig er det ikke så længe siden, at de selv gik i skole. De forstår børnene og lærer fra sig gennem leg. Når de frivillige møder eleverne i øjenhøjde, skaber de rummelige og præstationsfrie læringsrum, og det gør børnene trygge, ”siger Astrid Engberg om læringscaféerne, hvor der typisk møder tre til fire frivillige op hver gang.
På landsplan er der hele 60 læringscaféer, men det er meningen, at partnerskabet med Egmont Fonden skal resultere i, at Red Barnet Ungdom i 2021 driver hele 120 læringscaféer. Red Barnet Ungdom driver i forvejen otte andre læringscaféer fordelt på skoler og i frivillighuse i Aarhus, og organisationen har planer om at åbne flere læringscaféer i Aarhus allerede i år.
Mens læringscaféen i Gellerup er for områdets 8. og 9. klasses elever, så henvender en del af Red Barnet Ungdoms læringscaféer i Aarhus sig til de yngre klassetrin.
Om Red Barnet Ungdoms læringscaféer
Partnerskabet ”Mod på Skolelivet”, som læringscaféerne er en del af, foregår mellem Egmont Fonden og Red Barnet Ungdom og løber i perioden fra 2018-2021.
Med partnerskabet følger næsten 19 millioner kroner fra Egmont Fonden. De unge frivillige gennemgår et uddannelsesforløb, når de starter i en læringscafé.
Læringscaféen ligger i Det Boligsociale Hus og har åbent tirsdag og torsdag fra 17.00 til 19.00.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Red Barnet Ungdom.