
Skolebørn kan pludselig se, hvad læreren skriver på tavlen, og forældre kan se deres børn, efter at medarbejdere fra Synoptik i oktober udførte synstests og uddelte briller til cirka 1.000 ghanesere. Brillerne er blandt andet indsamlet i City Vest, hvor du stadig kan indlevere dine brugte briller og solbriller.
I Ghana er det ikke en selvfølge at have briller, selvom synet svigter. Og nedsat syn går både ud over læring, levebrød og livskvalitet. Det mærker børnene, der sakker bagud i skolen, fordi de ikke kan se, hvad der står på tavlen. Det går ud over de voksne, der får svært ved at passe deres jobs. Og det nager de ældre, der ikke kan læse deres bøger længere.
I oktober rejste seks Synoptik-medarbejdere derfor til Ghana for at forære danskernes aflagte briller til børn og voksne med nedsat syn. Første stop på turen var en skole, der lå i en gammel kirke. Kirkebænkene var spækket med børn klædt i gule skoleuniformer, som med store øjne ventede på, at det bliver deres tur. For i Ghana er en synstest ikke noget, man tager for givet.
”Når du har nedsat syn, så ved du det ikke altid selv. Derfor lyser ghanesernes øjne op med så meget overraskelse og taknemmelighed, når de får et par af danskernes aflagte briller på næsen,” siger Ilona Søhoel, der er projektleder på rejsen og netop har været af sted for 13. gang.
Med danskernes hjælp har Synoptik gennem de sidste 15 år indsamlet tusindvis af aflagte briller og fragtet dem videre til Ghana, hvor de får nyt liv – og i år har givet omkring 1000 ghanesere bedre vilkår for et godt liv. Brillerne kommer blandt andet fra Synoptiks butik i City Vest.
”At kunne se ordentligt er ikke en luksus, men en livsnødvendighed, hvis børn og unge i Ghana skal kunne få en uddannelse, passe et job og tage sig af deres familier. Men for den gennemsnitlige ghaneser kan et par helt almindelige briller koste mere end en månedsløn. Derfor føles det fantastisk at kunne hjælpe dem et lille skridt videre mod at skabe det liv, de drømmer om,” siger Ilona Søhoel.
Skolebørn kan pludselig læse hvad der står på tavlen
En stor del af de 1.000 ghanesere, der fik danskernes aflagte briller på næsen i uge 41, var skolebørn. Julie Gravenhorst, som var med på turen for første gang, glemmer aldrig den første skoledreng, hun fik i stolen.
”Den første dreng, jeg fik i stolen, fik et par briller med styrke minus 3. Efter ti minutter kom han tilbage med det største smil på læben og sagde: ”You’re my best friend now. Thank you,” fordi han pludselig kunne se sin elskede fodbold ordentligt. Ham glemmer jeg aldrig,” siger Julie Gravenhorst og fortsætter:
”Det viser, hvor meget brillerne vender op og ned på deres hverdag. De bliver så taknemmelige og lykkelige over alle de ting, de pludselig kan. Lige fra at se tavlen i skolen til at kunne ramme fodbolden bedre.”
I løbet af ugen brugte de seks Synoptik-medarbejdere også en stor del af tiden på at uddele solbriller og oplyse ghaneserne om faren ved solskader.
”Vi mødte selv helt unge ghanesere, der har slemme solskader på øjnene, fordi solen er så stærk dernede. Det kan både forårsage, at øjnene gør ondt, klør og bliver røde, men også at synet bliver mindre skarpt. Derfor gør vi en dyd ud af uddele danskernes donerede solbriller, mens vi lærer ghaneserne om, hvor vigtigt det er beskytte øjnene mod solen,” siger Ilona Søhoel.
Du kan stadig donere briller i Synoptik i City Vest
På synsklinikken i hovedstaden Accra er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghaneserne til et bedre syn.
Synoptik opfordrer derfor alle til fortsat at donere deres aflagte briller og solbriller, hvis de har nogen liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt. I Synoptik i City Vest tager de med glæde imod briller, solbriller og andre synshjælpemidler og sørger for et serviceeftersyn, inden de bliver sendt til Ghana.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Synoptik.