Indehaver af den lille café ved Brabrand Sø, Æblehaven, Sebastian Kromann, er blandt de bygherrer, som nu kan nu ranke ryggen lidt ekstra. Æblehaven er blandt de nominerede til Aarhus Arkitekturpris 2023.
Fra et erhvervsbyggeri i beton i Hasselager til en lille transformeret bygning ved Brabrandstien. Fra en eventplads under Ringgadebroen til en kunstnerisk passage på Godsbanen. Spændvidden er bred blandt nominerede til Aarhus Arkitekturpris 2023.
I kategorien for bedste bygningsarkitektur er Æblehaven nomineret sammen med studieboligerne i Universitetsbyen (det gamle kommunehospital), den nye hovedindgang til Den Gamle By, og erhvervsbygningen Glasalstrup i Hasselager. Sidstnævnte bygning er opført i 1965-66 af arkitekt Knud Blach Petersen som administrationsbygning for glasfirmaet J.A. Alstrup og er nu blevet renoveret.
”De nominerede repræsenterer den store bredde, vi ser blandt de arkitektoniske værker disse år. Arkitekturen har en kæmpe betydning for vores oplevelse, når vi bevæger os rundt i byen, og selv små bygninger og mellemrum kan gøre en stor forskel. Det afspejler de nominerede i år,” siger Anne Mette Boye, stadsarkitekt, Aarhus Kommune.
De i alt ni projekter tæller både bygninger og byrum, der alle udmærker sig ved en høj arkitektonisk kvalitet.
Århusianerne kan stemme for første gang
Aarhus Kommune har præmieret arkitekturen siden 1988, men i år har præmieringen fået en mere folkelig lillesøster: Aarhusianernes Arkitekturpris. Her kan århusianerne stemme på dét projekt, de gerne vil se mere af i Aarhus.
De nominerede er: Den renoverede erhvervsbygning Glasalstrup i Hasselager, den nye hovedindgang til Den Gamle By, Aros Åpark i Midtbyen, Volume Village under Ringgadebroen samt bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 på Aarhus Ø.
”Jeg synes, det er vigtigt, at århusianerne er med i dialogen, når vi hædrer arkitekturen, så vi sammen tager snakken om, hvor det er, Aarhus skal bevæge sig hen. Med prisen kan man være med til at sætte spot på de konkrete projekter, man synes, bidrager til et bedre Aarhus. Det er den opmærksomhed på, hvad arkitektur gør, der er vigtig ved prisen,” siger Anne Mette Boye.
Oplev Æblehaven og de andre nominerede i Aarhus Arkitekturuge
Aarhus Arkitekturpris rummer desuden – ud over prisen for bedste bygningsarkitektur – også prisen for bedste mellemrum. Her er de nominerede:
Bebyggelsen og byrummet omkring Karréerne og Kampanilen ved Bassin 7 på Aarhus Ø, byrummet omkring Made In Aarhus i Lisbjerg samt passagen og kunstværket New Ark ved arkitektskolen på Godsbanen.
De nominerede er blevet offentliggjort i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge, som netop er blevet skudt i gang, og som varer hele ugen.
Her kan århusianerne bl.a. besøge alle de nominerede byggerier og byrum og høre om tankerne bag fra bygherrerne selv og arkitekterne, som har tegnet dem. Du kan blandt andet på onsdag d. 4. oktober kl. 17.00 besøge Æblehaven, få en præsentation af området og høre Æblehavens historie. Alle er velkomne.