Gellerups fodboldstolthed, ACFC, kommer ikke til at spille i serie 1 i denne omgang. I en intens finale om at rykke en række op måtte ACFC lørdag eftermiddag acceptere et nederlag på 3-4 til ASA Aarhus og må tage et halvt år mere i serie 2.
ACFC kendte betingelserne: Kampen mod ASA skulle vindes, så var holdet rykket op. Det betød også nerver på, og holdet spillede nervøst i starten af kampen. ASA kom foran, men Abdiraman Mohammed fik udlignet til 1-1. ASA skabte dog en føring igen inden pausen efter flot opspil.
I pausen tog træner Mahmoud taktiktavlen frem og forklarede spillerne, hvordan han mente, de skulle komme tilbage i kampen.
Og pausen gav tydeligvis ACFC ny energi. Holdet fik skabt et bedre opspil, og man fik flere gange sat deres stærkeste kort, Ahmed Said, i scene én mod én mod ASA´s forsvar. Med fantastiske driblinger fik han flere gange rundet 2-3 ASA-spillere og skabt gode muligheder.
Det var da også Ahmed Said, der efter en times spil udlignede til 2-2 efter en imponerende dribletur. Og så kunne man høre de mange tilhængere, der havde taget turen fra Gellerup for at støtte holdet. Nu troede de igen på muligheden.
Spillere som anfører Ahmed Amca og Mohammed Hindawi brugte mange kræfter på at forsøge at slide sig fri til målchancer. Men det blev i stedet ASA, der 10 minutter før tid afgjorde det hele med to hurtige mål. Og så hjalp det ingen ting, at Ahmed Said igen viste sig frem til sidst med en usædvanlig dribletur og et indlæg, som ASA´s målmand fik sendt i eget mål. Sejren til ASA på 4-3 kunne der ikke ændres på.
”Vi startede meget nervøst. Drengene var lidt mærket af, at der var meget på spil, og det betød en rodet 1. halvleg. Jeg har set dem spille meget bedre fodbold, end det de præsterede i den første del af kampen. I 2. halvleg fik vi presset dem mere og kunne overtage mere af styringen, men det var desværre ikke nok ”, sagde ACFC´s træner Mahmoud Dirawi efter kampen.