Torsdag eftermiddag kan du i vinbutikken BARe VIN smage på lokalt nyproduceret cider skabt af æbler indsamlet blandt andet i Brabrands haver. Cideren er produceret af virksomheden Decideret Cider.
I efteråret 2021 fik du mulighed for at anvende dine overskydende æbler, der lå på din græsplæne på nye måder. Virksomheden Decideret Cider tilbød sammen med vinbutikken BARe VIN at tage imod æblerne i butikken i City Vest og forvandle dem til cider.
Nu kan du smage resultatet af den proces: I forbindelse med præsentationen af årets cider inviterer BARe VIN til smagning i butikken i City Vest torsdag kl. 15-17.
”Udbyttet er blevet denne fantastiske cider med masser af æblesmag og syre. Stilmæssigt leder den næsten tankerne hen på en orangevin,” skrev butikken om sidste års cider. Spørgsmålet er, hvordan den så smager i år.
Projektet er drevet af den Århus-baserede distributør DeliDrop i samarbejde med Decideret Cider. Målet er at undgå rådnende frugter i lokale haver.
”Æbleåret var mildest talt dårligt så der er kun blevet 180 flasker i år. Man skal derfor være hurtig hvis man skal sikre sig en af de eftertragtede flasker,” fortæller Kristian Gram fra BARe VIN.