Den slidte betonbygning Gudrunsvej 78 rummer allerede iværksætterne i KollektivByen, Gellerup Bibliotek og lokale foreninger. Og i de næste par uger huser ejendommen også kunstudstillinger, når Århus Kunstakademi rykker ind med blandt andet årets afgangsudstilling.
OBS: Åbningen af udstillingerne er udsat på grund af corona-nedlukningen i Gellerup Sogn.
I mange år har Århus Kunstakademi holdt afgangsudstilling i egne lokaler i midtbyen af Aarhus, men i år rykker udstillingen til Gellerup. Det har fanget interessen hos kunstakademiet, at der er en opblomstring af folkeligt og kunstnerisk engagement og liv i gang i bydelen.
”Udstillingen Afgang 2021 kommer til at være i hjertet af Gellerupparken, i samme bygning hvor en stor del af de lokale foreninger og de mange iværksættere i Kollektivbyen holder til,” siger Marianne Gasbjerg, rektor for Århus Kunstakademi.
Efter mere end et år med delvis nedlukning ønsker Århus Kunstakademi at se fremad og skabe nye og spændende møder mellem folkeoplysning, samtidskunsten og kultur i en bredere forstand. Og det er netop målet med at rykke årets afgangs- og akademiudstilling til Gellerup, fortæller hun:
”Vi har allerede opnået en god kontakt med flere af aktørerne i området i forbindelse med planlægningen af udstillingerne, hvor vi oplever en rigtig stor opbakning og interesse. Disse kontakter håber vi på at kunne forsætte samarbejdet med fremadrettet”, siger hun.
Udstillingerne
Årets udstilling består af to dele. ”Afgang 2021” hvor 12 studerende viser på kulminationen på 4 års studier, hvor de hver især har arbejdet målrettet og kompromisløst for at få skabt en udstilling, som viser de mange forskellige tilgange til samtidskunsten. Denne udstilling er sammensat i samarbejde mellem de studerende og billedkunstner Peter Land.
Afgangsstuderende på udstillingen er Anita Gramm Borg, Celia Bech Ditlevsen, Charlotte Blak, Dorete Bendixen, Hanne Skjold Knudsen, Heidi Lillevang, Laura Degn, Lene Kristine Christensen, Nanna Skovsgaard Andersen, Nynne Hoe, Susanne Beck & Tyge Ingerslev.
Derudover vises på 2. sal ”Akademiudstilling 2021”, hvor studerende på Basisuddannelsen viser projekter, som de har arbejdet med det sidste års tid. Basisuddannelsen er det første år af den fireårige uddannelse på Århus Kunstakademi.
Denne udstilling falder i to afdelinger. I østfløjen vises en installation lavet specielt til de tre hvidmalede lejligheder med udgangspunkt i temaet UDE – INDE. I den vestlige fløj tages der udgangspunkt i de forladte, stærkt kulørte lejligheder med værker fra det samlede studieforløb som skulptur, tegning, video m.m.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med undervisere og billedkunstnerne Else Ploug Isaksen, Peter Lunding og Sophie Hjerl.
Der er fri entré til Afgangs- og Akademiudstillingen, som vises i perioden 3.-13. juni kl. 11 – 17.