Brabrand IF var sidste år havnet i en ubehagelig moms-klemme med udsigt til at skulle betale cirka en halv million kroner mere end ventet for den nye kunstgræsbane ved Brabrandhallen. Men Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune har nu besluttet at ”lukke hullet” med et ekstra tilskud på 445.000 kr. til den nye fodboldbane i Brabrand.
Det kom som en stor ubehagelig overraskelse sidste sommer for projektgruppen bag kunstgræsbanen i Brabrand: Tidligere kunne idrætsforeninger ”løfte momsen af”, når de havde betalt for anlæg af en kunstgræsbane. Men pludselig havde Skatteministeriet ændret reglerne, sådan at det ikke længere var muligt.
Timingen kunne ikke være mere uheldig for Brabrand IF: Foreningen havde netop indgået en aftale med entreprenørfirmaet Brdr. Møller, der var klar til at gå i gang med arbejdet.
Og ikke nok med det: Banen var også blevet cirka en million kroner dyrere end planlagt på grund af krav om ekstra opsamling af regnvand fra banen. Og så blev banen med en pennestrøg yderligere cirka en halv million kroner dyrere…
Folkene fra projektgruppen med Paw Simon Krogh i spidsen holdt hen over efteråret en række møder med Aarhus Kommune for at forsøge at finde en løsning på den knibe, idrætsforeningen uforskyldt var havnet i.
Ros til Aarhus Kommune
I kulturforvaltningen var der forståelse for problemet, som både Brabrand IF og Viby IF var endt med, og man indstillede til byrådet, at beløbet svarende til den manglende refusion af moms skulle findes i kommunekassen.
Sagen blev diskuteret i byrådet i december, og nu har Økonomiudvalget truffet den endelige afgørelse, fortæller udvalgets formand, Camilla Fabricius (S): Aarhus Kommune betaler beløbet svarende til det momsbeløb, de to foreninger ikke kan få refunderet hos staten.
For Brabrand IF er der tale om 445.000 kr., oplyser Paw Simon Krogh fra projektgruppen bag kunstgræsbanen. Han glæder sig over, at det lykkedes kulturforvaltningen at finde pengene.
”Jeg vil gerne rose Aarhus Kommune og forvaltningen for deres håndtering af sagen. Man kunne godt se det urimelige i den situation, de to klubber var havnet i, og har fundet en god løsning”, siger Paw Simon Krogh.
Læs også: