Kørsel i bus med tosprogede skolebørn til skoler langt fra distriktsskolen skal stoppes, foreslår Enhedslisten. En undersøgelse fra Trygfonden har vist, at dette er direkte skadelig for børnene.
”Enhedslisten har i årevis forsøgt at få afskaffet ordningen, der kaldes ”skolehenvisningspolitikken”, og vi stiller igen forslag i byrådet om dette, hvilket der nu har vist sig at være flertal for.”
Sådan skriver byrådsmedlem Katrine Vinther Nielsen, Enhedslisten, som på partiets vegne har stillet forslag til byrådet om at afskaffe ordningen.
Lokalavisen Aarhus har i flere artikler skrevet om, hvordan ordningen belaster børn og familier, der er omfattet af den.
”Børn helt ned i de mindste klasser skal stå meget tidligt op om morgenen og bruge lang tid i bus til og fra skole, hvorefter de kommer sent hjem. Det er en meget anstrengende og trættende hverdag,” skriver Katrine Vinther Nielsen.
Desuden kan det være svært for børnene at få kammerater og at deltage i fritidsaktiviteter, dels hvor de går i skole, men også i deres eget lokalområde, som de er fjernet fra.
Et bæredygtigt alternativ
Som nævnt viser en undersøgelse fra Trygfonden Børneforskningscenter i 2020, at de børn, der bliver henvist til en anden skole, kæmper med isolation og mistrivsel og klarer sig markant dårligere i den nationale test i læsning i 8. klasse, at ordningen er direkte skadelig for barnet, og at tosprogede børn med behov for sprogstøtte klarer sig væsentlig bedre på distriktsskolen.
”Aarhus Kommune bruger 6,7 mio. kr. om året på at køre disse børn i skole i bus. Vi skal have fundet et bæredygtigt alternativ. Pengene kan bruges meget bedre på forebyggende og udviklende sprog- og forældresamarbejde, der i dagtilbud bliver målrettet børn med behov for sprogstimulering. ” skriver Katrine Vinther Nielsen.
Både Enhedslisten og Konservative stillede ved de nyligt overståede budgetforhandlinger forslag om afskaffelse af skolehenvisningspolitikken, uden at det blev en del af budgetforliget. Af artiklerne i Lokalavisen Aarhus fremgår det, at der nu er et flertal i byrådet for at afskaffe ordningen.
Blandt andet Sødalskolen er omfattet af ordningen om, at maksimalt 20 procent af børnene må have sprogstøttebehov. Børn og Unge har i 2020 opgjort, at 42 procent af børnene i 0. klasse ville have sprogstøttebehov, hvis busordningen blev afskaffet. Ellehøjskolen er ikke omfattet af ordningen.