Politikerne i Aarhus Byråd besluttede i denne uge i fuld enighed at sætte gang i en undersøgelse af mulighederne for at bevare og udvikle området omkring Fredspladsen i Gellerup. Aarhus Kommune er i dialog med Realdania om et eventuelt samarbejde.
De gråmelerede betonbygninger på Gudrunsvej 78-82 deler vandene: Nogle mener, at de er grimme og ubrugelige og snarest muligt bør rives ned. Andre ser store muligheder i at renovere dem og skabe nye former for byudvikling i og omkring bygningerne.
Da Aarhus Byråd i denne uge diskuterede et forslag om at få undersøgt mulighederne i at bevare bygningerne, var der dog fuldstændig enighed om, at forslaget er en rigtig god idé.
”Byrådet har jo besluttet at udskyde salget af ejendommene omkring Fredspladsen, og tiden skal nu bruges til finde muligheder og potentialer for området. Det synes vi lyder rigtig spændende. Resultatet kan blive et kreativt miljø med erhverv, uddannelse og kultur, der kan give området et løft,” sagde Anette Poulsen, Socialdemokratiet. Også Venstres Hans Skou var meget positiv.
De tre bygninger
Aarhus Kommune ejer bygningerne, men havde egentlig besluttet at sælge dem. Men den beslutning er nu udskudt i to år, mens politikerne venter på resultatet af undersøgelsen. Der er tale om tre bygninger, der omkranser Fredspladsen lige nord for City Vest:
Gudrunsvej 78: Huser nu Gellerup Bibliotek, kunstplatformen Andromeda 8220 og virksomhedsfællesskabet KollektivByen. Sidstnævnte ønsker på sigt at overtage bygningen.
Gudrunsvej 80: Rummer Gellerup Lokalcenter. Gellerup Kirke har visioner om her at skabe et Fredens Hus med fokus på blandt andet religionsdialog.
Gudrunsvej 82: Her har tidligere været daginstitution og senest hotel Sleep-In. Nu er bl.a. VIA University College og det kommende Gellerup Højskole og forsamlingshus flyttet ind.
En del af byens historie
Som nævnt bakker alle partierne op om undersøgelsen – men med meget forskellige forhåbninger til resultatet. Knud N. Mathiesen, som bor på Sigridsvej, er ikke begejstret for en mulig bevaring:
”Gellerup er i smuk forandring , men der mangler noget – bl.a. disse bygninger, der bestemt ikke er de kønneste. Der vil være store fordele ved at bygge nyt, der kan passes ind med Gellerup Kirkes røde mursten. Det ville være fantastisk,” sagde han.
Omvendt lagde Peter Hegner Bonfils, Enhedslisten, ikke skjul på, at han håber, bygningerne kan bevares:
”De er en del af byens historie og har spillet en stor rolle i Gellerupparkens udvikling. Jeg håber, undersøgelse leder frem til bevaring af bygningerne, så de gode aktiviteter i området kan fortsætte.”
Læs også:
Fredspladsen ved Gellerup Kirke kan blive kulturelt kraftcenter