Tiden er løbet fra City Vest i sin nuværende form, men området bliver særdeles attraktivt i de kommende år. Det påpeger A. Enggaard, som vil omdanne City Vest til et bydelscenter med dagligvareforretninger og specialbutikker samt etablere et levende boligkvarter i området.
Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har besluttet at indlede en afklaring af omdannelsen af området, og A. Enggaard indleder nu et tættere samarbejde med kommunen om planerne. I den forbindelse bliver der lyttet til borgernes input og idéer i den inddragelsesproces, som Aarhus Kommune faciliterer, lover afdelingschef Jens Skinnebach fra A. Enggaard.
”Udviklingen har vist, at tiden er løbet fra City Vest som regionalt center med tøjbutikker med mere. Vi er overbeviste om, at området får langt større glæde af et bydelscenter, der betjener bydelen. Vi tror på, at vi kan etablere et fantastisk bydelscenter, der er attraktivt for både specialbutikker og dagligvarebutikker, som kan få et solidt kundegrundlag, fordi der i de kommende år flytter mange borgere til Gellerup,” siger han i en pressemeddelelse.
I de seneste måneder har en række butikker besluttet at forlade City Vest, men det betyder ikke, at der i fremtiden kommer til at mangle attraktive butikker i området, forklarer Jens Skinnebach.
”På kort sigt forsøger vi at samle alle funktionerne omkring dagligvare-forretninger, men vi har fuld forståelse for, at mange af lejerne har brug for en pause efter mange svære år. På lidt længere sigt er det vores ambition, at der skal være gode muligheder for butikker i området,” siger Jens Skinnebach.
Bredt udvalg af boliger
Planen for centerområdet omfatter også opførelse af nye boliger, tilføjer afdelingschefen:
”Vi vil gerne nedtage den sydlige del af bygningerne og etablere et bredt udvalg af boliger – det vil sige familieboliger, ungdomsboliger og seniorboliger. På den måde kan vi bidrage til at skabe et boligområde, hvor man kan bo, uanset om man er barn, ung, voksen eller gammel,” siger Jens Skinnebach, der tilføjer, at nogle af boligerne skal være ejerboliger, som kan medvirke til at skabe en varieret befolkningssammensætning i kvarteret.
Virksomheden foreslår at åbne facaderne i gadeplan i den nordlige del af centret for at gøre det mere indbydende.
Samtidig vil man gerne samarbejde med Aarhus Kommune om at gøre Gudrunsvej mere indbydende med plads til kantzoner langs nordsiden, der kan fungere som ankomstområde til Gellerupscenen. I dag er Gudrunsvej ikke særlig indbydende for gående, og vejen afskærer City Vest fra resten af Gellerup, mener man i A. Enggaard.
Vigtig borgerinddragelse
Drøftelserne mellem A. Enggaard og Aarhus Kommune er endnu på et forholdsvist tidligt stadie, og før A. Enggaard udarbejder konkrete planer, vil Aarhus Kommune inddrage borgerne i debatten om bydelens fremtid.
Jens Skinnebach understreger, at A. Enggaards planer skal understøtte Aarhus Kommunes og Brabrand Boligforenings visionære helhedsplan for Gellerup, og at alle idéer skal drøftes med Aarhus Kommune, før de bliver konkretiseret. Den kommende borgerinddragelse er et meget vigtigt element i processen.
”Vi ser frem til at høre input og idéer fra fællesråd og borgere, for det er naturligvis meget vigtigt, at der bliver lyttet til dem, der bor i området. Vi vil gerne modtage interessante idéer fra ildsjæle, der ønsker at engagere sig og blive aktive medspillere i det nye Gellerup,” siger Jens Skinnebach.
”Efter borgerinddragelsen skal vi arbejde videre med udviklingsplanen for hele området sammen med Aarhus Kommune. Det er helt afgørende, at bydelen bliver attraktiv og kommer til at integrere sig godt i resten af Gellerup.”
Læs også:
A. Enggaard vil nedrive to tredjedele af City Vest og bygge boliger i stedet