Sagen er klar, hvis man spørger A. Enggaard, der ejer den slidte Jaka-fabrik, der lukkede i 2008: Bygningen er så slidt, at det vil være meget vanskeligt og dyrt at renovere den. Det viser en grundig analyse, som det rådgivende ingeniørfirma Sweco har lavet for A. Enggaard.
Vi går forsigtigt gennem den slidte bygning. Forbi huller direkte gennem betondækkene, gennem døråbninger hvor jernbjælker ligger nærmest helt fritlagte, og forbi søjler med blottet jernarmering.
Vores Brabrand er af A. Enggaard inviteret på en rundtur i den slidte bygning for med egne øjne at konstatere, hvad det rådgivende ingeniørfirma Sweco skriver i den foreløbige rapport: Jaka-bygningen er fuld af alvorlige skader, der vil gøre en renovering meget kostbar – ja, måske nærmest umulig.
Projektudvikler Lars Thesmer Sørensen går med en stak papirer med tegninger af bygningens etager. De er fyldt med grønne, gule og røde markeringer. Flest røde, der markerer alvorlige bygningsmæssige skader.
”Bygningen har det virkelig skidt. Alt kan naturligvis lade sig gøre, men vi vil aldrig kunne lykkes med det inden for en rimelig økonomisk ramme,” siger Lars Thesmer Sørensen, mens vi stopper op og ser nærmere på den rustne jernarmering, der ligger blottet i en af væggene.
Rengøringsmidler kan have skadet konstruktionen
Aarhus Kommune har for nylig bedt om at få en uafhængig faglig vurdering af, om A. Enggaard har ret i, at bygningens tilstand er så dårlig, at den ikke står til at redde.
Men allerede inden da havde A. Enggaard bestilt den nye analyse hos Sweco, der har været rundt i hele bygningen og set nærmere på tilstanden cirka 150 forskellige vitale steder.
”Kommunen har behov for at føle sig trygge i, at det ikke bare er noget, vi finder på, men at det kan dokumenteres, at bygningen har det så dårligt, som det er tilfældet. Men det mener vi, at Sweco-rapporten tydeligt viser,” siger Lars Thesmer Sørensen.
Han understreger, at det er summen af mange faktorer, der leder frem til entreprenørfirmaets konklusion:
”Man kan jo diskutere, hvor stor en del af skaderne, der er opstået, efter at vi sanerede bygningen i 2020/21. Men naturligvis er der sket noget siden det tidspunkt. Det svarer til alt det materiale, der ligger på gulvet nu. Det er faldet ned, efter at vi sanerede bygningen og efterlod gulvene nogenlunde rene,” forklarer projektudvikleren og peger rundt på de små og større brokker, der ligger i nærheden.
”Men mange af dårligdommene er fra før, vi overtog bygningen i 2017. Hele midterskibet har stået åbent for vind og vejr efter en brand tilbage i 2015. Det er næsten 10 år siden. Samtidig mister beton noget af bæreevnen, når det bliver udsat for brand. Og en stor del af murværket var alvorligt skadet, allerede da vi sanerede bygningen i 2020/21,” tilføjer han.
Han peger på udfordringer med huller i armeringen, fritlagte rustne jerndragere og manglende dæklag, der gør, at A. Enggaard vurderer, at en renovering virker nærmest uoverskuelig.
Allerede i 2020 lød en foreløbig byggeteknisk vurdering, at alene en renovering af betonen ville løbe op i et tocifret millionbeløb. Siden er der kommet yderligere bekymringer til. Lars Thesmer Sørensen vurderer blandt andet, at anvendelse af klorid-holdige rengøringsmidler på fabrikken kan have skadet konstruktionen endnu mere.
”Vi ved, at slagterier i den periode brugte den type stoffer. Og hvis det er tilfældet, har det med stor sandsynlighed været med til at nedbryde armeringen yderligere.”
Det vil grundige boreprøver kunne afdække. De er dog så kostbare, at A. Enggaard endnu ikke har sat dem i gang.
Ønsker ”geometrisk bevaring”
”Man føler sig sådan nogenlunde sikker, når man går rundt i bygningen. Men der er godt nok mange huller i betonen. Spørgsmålet er, hvor god bæreevnen er,” siger Lars Thesmer Sørensen advarende, mens vi bevæger os gennem bygningen.
Han efterlader ingen tvivl om, hvad A. Enggaard håber at kunne overbevise Aarhus Kommune om i løbet af de kommende måneder: At det ganske simpelt ikke kan forsvares at kræve, at bygningen skal bevares.
”Hvis man nu havde uanede mængder penge og gik i gang med at renovere det her, fordi det var det rigtige at gøre – så vil jeg tro, det ville ta´ et par år bare at renovere bygningen på en tilpas nænsom måde,” siger projektudvikleren.
”Nu må vi så se, om ikke Teknik og Miljø kan se det samme, som vi kan. De må naturligvis foretage supplerende analyser, hvis de ønsker det. Vi synes, at det ser virkelig vanskeligt ud! Bygningen falder ikke sammen i morgen eller i overmorgen, men med de mange krav, der er til renovering af bygninger i dag, er det en vanskelig opgave.”
Efter en nedrivning af den gamle konserves-fabrik foreslår A. Enggaard, at der i stedet opføres en ny bygning med de samme arkitektoniske ydre kendetegn som den gamle. Det gælder først og fremmest det særprægede shed-tag og de såkaldte tøndevælv, der giver bygningen det helt særlige udtryk. A. Enggaard kalder det en ”geometrisk bevaring”.
”Når man ser bygningen fra Silkeborgvej, vil man se den, som den tidligere så ud. Vores plan er, at indrette boliger i kanten af bygningen hele vejen rundt. For at få lys ind i midten laver vi så et gårdmiljø, lidt ligesom en karré,” forklarer projektudvikleren.
A. Enggaard lægger op til at placere 60-70 lejligheder i størrelsen 60-90 kvadratmeter, rettet mod et købestærkt publikum på 50+, som ønsker noget mindre og mere fleksibelt end den villa, der nu er blevet for stor, efter at børnene er flyttet hjemmefra.
Desuden vil A. Enggaard indrette fælles gårdmiljøer og fælleslokaler indrettet til bl.a. krea- og multirum og fællesspisning. A. Enggaard betegner de aktiviteter som hverdagsfællesskaber.
”Det er den løsning, vi lægger op til, og det skal vi naturligvis i dialog med kommunen om. Men nu skal vi naturligvis først være sikre på, at bygningen ikke kan genanvendes,” siger Lars Thesmer Sørensen.