Politiet var onsdag igen på gaderne i Aarhus Vest, og resultatet blev endnu en gang en lang række sager om færdselsovertrædelser, skriver Stiften. Blandt andet kørte 9 uden sikkerhedssele, og 6 talte i mobil, mens de kørte bil.
Der er i dag afskedsreception for fodboldmålmanden Steffen Rasmussen, som i en lang årrække har vogtet målet for AGF, og som bor i Brabrand. Receptionen foregår i Electronic Lounge på Ceres Park kl. 14-17.
Som en del af Stafet for Livet Brabrand blev der i går holdt et oplysningsarrangement i Foreningernes Hus, hvor to ernæringsstuderende Pernille Gram og Emil Blom fortalte om de 10 kostråd. Cirka 20 personer deltog i arrangementet og havde masser af spørgsmål undervejs.
En tøjbutik i City Vest gjorde i går formiddag centervagten opmærksom på, at der var blevet stjålet en grå hættetrøje fra butikken. Efter en kort søgning i centret blev han opmærksom på en kvinde, han tidligere havde taget for butikstyveri og henvendte sig til hende. Hun gav grønt lys til, at han måtte kigge i hendes taske – der lå den forsvundne hættetrøje og en kjole fra H&M. Hun blev sigtet for butikstyveri, hvilket hun erkendte.