Der er som altid masser af fugleliv ved Årslev Engsø og Brabrand Sø. Her har Kurt Jensen lørdag fanget en fiskehejre i fuld fart. Du kan finde dette billede og mange andre fine fotos i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
Fredens Moské har haft mange besøg de senere uger. Moskéen vurderer selv, at den er blandt de danske moskéer, der får flest besøg – cirka 10.000 personer om året. “Information fremmer forståelse! Dialog er vejen frem. Derfor sætter vi ekstra ressourcer til at tage imod alle de gæster som henvender sig,” skriver Fredens Moské på Facebook.
Tirsdag og onsdag i tidsrummet kl. 15-18 kan du og dine børn igen være kreative i Information Vest, Tinesvej 31. Denne gang kan du sammen med Re:Art lave smukke malerier med skøre og sjove genbrugsmaterialer.
Østjyllands Politi har det seneste døgn fået flere anmeldelser om indbrud i containere på byggepladser, hvor gerningsmændene har stjålet en del værktøj. Det er blandt andet sket på Glamhøjvej i Lyngby, hvor låsen blev skåret op på en aflåst container. Der blev stjålet en del værdifuldt værktøj. Tidsrummet for indbruddet er noteret til at være mellem søndag kl. 15.00 og mandag kl. 7.00.