City Vest er lukket fra i aften og frem til d. 3. januar. Det er en konsekvens af regeringens nye strammede corona-restriktioner, som statsminister Mette Frederiksen kl. 18 præsenterede. Fødevarebutikker må dog fortsat holde åbent, og derfor vil bl.a. Slagter Stjernholm og Føtex fortsat holde åbent.
Tirsdag kl. 22.39 var en 49-årig mand på vej hen til sin bil på Emmasvej, da en person kom tæt på ham og trak en pistollignende genstand. Manden råbte til den 49-årige, at han ville have hans jakke og taske. Den 49-årige gik over mod sin opgang og forsøgte at komme ind, men manden fulgte efter og slog ham to gange i hovedet. Den 49-årige råbte ”ring efter politiet”, hvilket fik gerningsmanden til at løbe væk fra stedet, i retning mod Hejredalsvej, og fik altså ikke noget med sig. Gerningsmanden beskrives som: Mellemøstlig af udseende, ca. 30-35 år gammel, ca. 180-185 cm høj, muskuløs, mørk i huden, talte dansk med accent og var iført en sort maske foran munden, sort hættetrøje med hvide prikker og sorte bukser. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
I går, d. 15. december, blev det igen muligt at købe fyrværkeri – og det kunne ses og høres mange steder i lokalområdet. Det er dog kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra d. 27. december og til og med nytår. Desuden advarer Lokalpolitiet i Aarhus Vest om skærpede straffe for at kaste fyrværkeri mod andre.
Café Brabrand alias Morten Sand har besluttet at fortsætte succes´en med at tilbyde færdiglavede retter fra sin madvogn fra i dag, onsdag og morgen onsdag og frem til onsdag den 23. december. De næste to dage kan du finde ham ved NETTO i Brabrand i tidsrummet kl. 17-19. Følg med på Café Brabrands Facebookside for at få de aktuelle menuer.
I et debatindlæg i Stiften foreslår Jørgen Christensen, Solbjerg at flytte Aarhus H ud til Årslev. Ved at indrette de gamle spor til Brabrand til letbanespor og forlænge dem ud til Årslev vil man kunne skabe en hurtig og hyppig forbindelse ind til midtbyen, skriver han.
Bydelsvandringen Gellerup by Night i morgen, torsdag, er blevet aflyst på grund af corona-restriktionerne. Der bliver meldt en ny dato ud, så snart det er muligt.