Over 400 børn og voksne deltog, da der lørdag eftermiddag var oplevelsesløb i Gellerupparken og Toveshøj – blandt andet med altankor og andre oplevelser for øjne og ører undervejs. Løb mellem husene var arrangeret af Brabrand Boligforening og Det boligsociale Hus.
De forbipasserende kiggede overraskede op – brød ud i store smil og klappede, mens de løb forbi. Oppe på anden sal lød en smuk flerstemmig version af ”Danmark nu blunder den lyse nat”.
Altankoret fra Gellerup Kirkes kor var bare en af de overraskelser, deltagerne i ”Løb mellem Husene” lørdag eftermiddag fik på deres tur rundt i Gellerupparken og Toveshøj. For mange var det formentlig deres første besøg i boligområdet. For andre var det en chance for at opleve deres bydel sammen med en masse andre mennesker.
Netop fællesskabet var en vigtig del af ”Løb mellem Husene”, understregede kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad i sin velkomsttale:
”Det her handler ikke kun om sundhed, men også om de stærke fællesskaber, der er og skal være mellem beboerne i vores lokalområde,” sagde rådmanden, som selv er vokset op i en af Gellerups boligblokke.
Sports- og Kulturcampus og verdensbad
Han glædede sig over de store fysiske forandringer i boligområdet – blandt andet den nye bypark, som deltagerne i motionsløbet undervejs kom igennem.
”Det er rigtig dejligt, at der er skabt nogle fysiske rammer, der gør, at vi nu har mere med hinanden at gøre,” sagde han.
Han nævnte blandt andet det kommende Sports- og Kulturcampus, der åbner til december. Her kommer blandt andet nyt bibliotek, et bevægelseshus og et nyt beboerhus. Og mellem bygningerne skal en verdensplads være centrum for mange aktiviteter.
”Vi håber også på, at vi om ikke ret lang tid kan gå i gang med et verdensbad her i Gellerup. Vi vil gerne have et stort familiebad inspireret af forskellige traditioner rundt omkring fra i verden. Det bliver noget, alle i hele Danmark vil strømme til for at opleve.”
På vej mod en tradition
Lørdag foregik det hele dog udendørs under tunge skyer, der dog undlod at regne over Gellerupparken.
Jesper Kurdahl, som er leder af det boligsociale arbejde i Gellerup, havde regnet på tallene og kunne i sin velkomsttale fortælle, at hvis man lagde kilometrene sammen, som alle skulle gennemføre, ville det svare til en tur til Rom.
”Men samtidig er det tænkt som et oplevelsesløb, så det handler ikke kun om at løbe. Rundt i området er der også bygget forskellige oplevelser ind, så hold øjne og ører åbne. Jeg så også politiet var her for lidt siden, så man kan også forsøge at løbe fra politiet. Og man kan prøve at slå rådmanden. Man kan lave alle mulige spændende ting!”
Jesper Kurdahl glædede sig over, at over 400 havde tilmeldt sig løbet, og desuden var mange flere mødt op som tilskuere. Helt særligt takkede han de mange frivillige, der havde gjort det muligt at gennemføre løbet:
”Sådan er det her i Gellerup. Der er masser af folk, som stiller op, når vi skal lave noget sammen. Der er så meget sjov og ballade og oplevelser herude – og det viser sig igen, når vi skal lave et motionsløb. Så bliver alle trommet sammen. Vi håber, det bliver en tradition her i vores skønne område.”
Her får du en række stemningsfotos fra dagen.