Østjyllands Politis var torsdag aften igen på vejene i en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. Her gav en 26-årig mand politiet ekstra meget arbejde, da han blev stoppet hele tre gange på 30 minutter. Det endte med fire sigtelser og et mistet kørekort.
Den 26-årige gjorde første gang opmærksom på sig selv, da han kl. 16.20 kørte over for rødt på Gudrunsvej i Brabrand. Det opdagede en af færdselsbetjentene dog, og han fik derfor en bøde på 2000 kroner og et klip i kørekortet.
Bare 16 minutter senere var den dog gal igen, da en anden færdselspatrulje så den 26-årige køre rundt på Sigridsvej, mens han talte i håndholdt mobiltelefon. Det kostede ham en ekstra bøde på 1500 kroner og endnu et klip i kørekortet.
Da betjentene kunne se, at den 26-årige tilmed havde flere verserende færdselssager, hvor han står til klip eller frakendelse af kørekortet, valgte de at inddrage mandens kørekort på stedet. Derefter blev han bedt om at få en anden til at hente bilen. Det lovede manden, at han ville gøre.
Han holdt dog ikke ord, for kl. 16.50 blev han standset på Gudrunsvej. Igen med en mobiltelefon i hånden – og nu også uden førerret. Det blev derfor til yderligere to sigtelser, inden en ven kom for at køre den 26-årige og hans bil hjem.
Ud over den 26-årige blev 14 andre bilister sigtet for forskellige færdselsforseelser. De fordelte sig på følgende vis:
• 1 stk. rødt lys/klip.
• 1 stk. rødt lys/betinget
• 1 stk. barn u. 15 år uden sele/klip
• 1 stk. manglende forreste nummerplade
• 1 stk. kørsel i frakendelsestiden
• 1 stk. oplysningspligt.
• 1 stk. kørsel uden førerret.
• 2 stk. ej anvendt sikkerhedssele
• 2 stk. ej medbragt lejekontrakt.
• 1 stk. forkert lygteføring
• 3 stk. mobiltelefon/klip