Føtex i City Vest fejrede i går fødselsdag med kage til alle. Udenfor butikken havde personalet gjort en flere meter stor kagemand klar, og i god tid inden kl. 14, hvor det hele gik løs, stillede mange mennesker op i kø for at få sig et stykke.
I aften kl. 19,30 er der koncert i Brabrand Kirke med aarhusianske Trio Before. Trio’en er kendt for at skabe en flot koncertoplevelse med et repertoire, der hovedsagelig består af sange og salmer fra den danske sangskat, iklædt et personligt udtryk med smagfulde improvisationer og jazzede klange. Der er gratis adgang til koncerten.
Målmand Søren Vedsted var en god mand for Brabrand IF i lørdagens kamp mod Middelfart. “Han sætter virkelig dagsordenen i dag, og det var vigtigt”, sagde Brabrands træner Tom Søjberg efter kampen til holdets hjemmeside.
Fuglebakken/KFUM er efterhånden blevet Vatanspors onde ånd, efter at det lørdag for tredje gang blev til et nederlag til naboerne. 2-3 blev det denne gang. Vatanspor kom hurtigt bagud på to mål af den tidligere Brabrand-spiller Nichlas “Tunna” Knudsen, men fik udlignet på mål af Samuel Nielsen og Issa Kharoub. Efter pausen scorede Fuglebakken dog sejrsmålet.
Gellerup Kirke var fyldt med mennesker fra hele bydelen, da Özlem Cekic lørdag formiddag kom på besøg og talte om vigtigheden af at møde andre mennesker – især mennesker man er uenig med. Hun fortalte blandt andet om sine møder med folk, der havde truet hende på livet via emails og over Facebook. Inden sit oplæg gik hun rundt og hilste på alle fremmødte.
TV2 og Netto satte i går fokus på indsamling af skrald med World Cleanup Day. 31 steder i landet blev der indsamlet affald, blandt andet midt i Gellerup, hvor en del familier samlede en del poser med affald især i byparken Joop´s Have.
Fredag aften var Gasværket fyldt med jazz-interesserede, der fik en dejlig aften med Celebrating Stan Getz – en fejring af den amerikanske tenorsaxofonist af bl.a. Christina von Bülow, altsax, og Claus Waidtløw, tenorsax.