Jazzværket. Navnet emmer af traditionel jazz, men det er der ikke længere meget af i Brabrands musikklub, der i år har 20 års jubilæum. Soul, blues og folk blander sig med jazz på Gasværket, hvor folk trofast støtter det lokale spillested.
”Vi går ikke efter bestemt genrer, men præsenterer musik, som vi selv synes er fedt. Så håber vi, at folk vil dukke op. Det har været vores udgangspunkt gennem årene.”
Det siger Børge Bang, som har været en del af Jazzværkets bestyrelse gennem alle årene tilbage fra starten i 2003.
Dengang var der mere markante fortalere for den traditionelle jazz, og derfor lå navnet Jazzværket lige for. Men i dag er der stor variation i årets program, der typisk omfatter 12-14 koncerter.
20-års jubilæet blev fejret med en koncert med folk-bandet Himmerland, der sammen med irske Nuala Kennedy holdt publikum fanget med en unik blanding af gamle danske ballader, forrygende fiddle-tunes og ekvilibristiske improvisationer.
Fra folk til bossanova
Senest var der tropisk stemning på Gasværket, da Rosàlia De Souza med rødder i Rio De Janeiro sammen med sit band præsenterede publikum for det bedste fra sambaen og bossanova. Og senere i november står den på jazz og blues, når Loveless Blue Jazz Quintet står på scenen.
Så forskelligartet præsenterer Jazzværket sig i 2023. Og en stor del af de 340 medlemmer møder trofast op, køber en fadøl eller to, nyder musikken og får en snak med naboen i pausen.
”For mange er vi det lokale spillested, hvor man kommer, næsten lige meget hvem der spiller. Der udfylder vi en mission. Mange af de mennesker ville nok ikke være taget ind til byen for at høre livemusik, hvis vi ikke var der,” siger Børge Bang.
Flere har gennem årene ment, at navnet Jazzværket ikke var helt retvisende. Men bestyrelsen har valgt at holde fast i navnet og i stedet arbejde for at slå navnet fast som en bred musikklub.
Uundværlig støtteordning
De første par år var økonomien vaklende, og kasserer Inge-Marie Hansen måtte bede bandet om at vente på udbetaling af hyren, indtil entré-indtægten var gået ind.
Dengang holdet Jazzværket sig forsigtigt til cirka fem koncerter om året. Men da den nye honorarstøtte-ordning fra stat og kommune krævede, at Jazzværket afholdt mindst 10 årlige koncerter, gik bestyrelsen med. Og det har vist sig at fungere fint.
”Den støtteordning har vist sig at være uundværlig for os. Hvis vi skulle undvære de 80-90.000, vi får i støtte, ville det se svært ud for os,” siger Børge Bang.
I dag er Jazzværket en økonomisk velfunderet forening, der er solid nok til at kunne modstå et par koncerter, hvor publikum af den ene eller anden grund udebliver.
Det betyder, at musikudvalget ofte kan lade hjertet bestemme og præsentere det lokale musikpublikum for også unge talenter på vej op. Det var eksempelvis tilfældet med Kosmos Trio i det tidlige efterår, hvor de 35 betalende tilhørere havde en herlig aften med det prisbelønnede unge band.
Desuden er økonomien nu også så solid, at Jazzværket kan hjælpe kulturhuset Gasværket med økonomisk støtte til indkøb af for eksempel nye stole, eller senest finansiering af LED-lys til scenen.
Jazzværket er samtidig en af flere lokale aktivitetsforeninger, der løbende sikrer, at Det Gamle Gasværk fyldes med kvalitets-kultur – samtidig med at kulturhuset får lejeindtægter fra arrangementerne.
”Vi ser os selv som en del af Gasværkets ansigt udadtil. Hvis ikke vi sørgede for liv i huset, var det jo bare en bygning. Meningen er jo, at det skal være et kultursted,” siger formand Jan Kaag Mølgaard.
Medlemsundersøgelse på vej
Det brede musikprogram trækker som nævnt en fast skare til fra Brabrand, Stavtrup og Viby. Men til en del koncerter er næsten halvdelen af publikum folk fra det øvrige Østjylland, som gladelig kører til Brabrand for at høre live-musik.
”Vi har fået meget ros af kulturfolkene i Aarhus Kommune, som også har foreslået, at vi bygger endnu mere på her i Brabrand. Men vi vurderer, at vi har fundet en god model, som vi foreløbig holder os til,” siger den nuværende formand, Jan Kaag Mølgaard.
Bestyrelsen planlægger at gennemføre en medlemsundersøgelse, der skal give mere viden om brugerne og deres foretrukne musik.
Alle giver en hånd med til koncerterne
Både Inge-Marie Hansen og Børge Bang har været en del af bestyrelsen siden starten i 2003, og Jan Kaag Mølgaard har ligeledes været med i nogle år. Alle hjælper hinanden, så godt de kan.
”Jeg lavede på et tidspunkt en liste over opgaver, jeg gerne ville af med – og et par måneder efter var de alle taget. Så hvis man ellers kan give opgaverne fra sig, skal der nok være nogen, som tager dem,” siger Inge-Marie Hansen.
Det vidner om en velfungerende bestyrelse, der ikke kun samles til møder, men også er klar til at give en hånd med, når der skal sættes borde og stole klar før koncerterne.
”Vi har en liste over medlemmer, som står klar til at hjælpe omkring koncerterne. Men med ni bestyrelsesmedlemmer og deres mænd og koner bliver der hurtigt mange hjælpere, og så klarer vi den typisk selv,” siger kasserer Inge-Marie Hansen.
Det giver kontinuitet – men samtidig udebliver fornyelsen. Det er der stor bevidsthed om i den nuværende bestyrelse.
”Vi skal huske, at når folk banker på døren, skal vi åbne døren for dem. Og vi kan jo heller ikke fortsætte i al evighed,” siger Børge Bang.
Blandt andet søger Jazzværket nye folk på teknik-siden. Jazzværket får løbende positive meldinger fra musikerne om lyd-kvaliteten omkring koncerterne, og det gode ry håber musikforeningen at kunne opretholde fremover.