
Forleden modtog Lise Hald Nielsen og Alan Fensten Madsen, Harlevholm, en chokerende besked fra Energinet: De planlagte nye højspændings-ledninger vest for Brabrand vil nu gå lige forbi deres hus. Nu går Aarhus Kommune ind i sagen. “Vi er på borgernes side”, siger rådmand Nicolaj Bang.
Helt tilbage i 2008 besluttede et flertal i Folketinget, at højspændingsmasterne flere steder i landet skulle fjernes og erstattes med kabler i jorden. Et af de udvalgte projekter var masterne ved Årslev Engsø.
I 2016 besluttede den daværende regering, at projektet skulle genoptages, inden det i 2023 gik i stå igen. Og undervejs smed Energinet så bomben i lokalområdet: Planerne om kabellægning var droppet.
Det har været noget af en rutsjebanetur for naturelskerne og brugerne af naturen omkring Årslev Engsø. Men endnu voldsommere har det været for bl.a. beboerne ved Lyngby, Yderup, Harlevholm og Åbo, som i august pludselig modtog beskeden om, at højspændingskablerne i den nye “el-motorvej” skulle gå nærmest hen over deres hjem.
Efter at ca. 800 høringssvar væltede ind til Energinet i løbet af de seks ugers høringsfrist, meddelte myndigheden i begyndelsen af februar, at man havde besluttet at justere linjeføringen, så højspændingsledningerne nu vil gå tættere på E45 end ellers planlagt.
Det påvirker dog en række beboere i det vestlige Brabrand – blandt andre Lise Hald Nielsen og Alan Fensten Madsen, som nu får de nye højspændingsledninger lige forbi deres hus med en afstand på ca. 150 meter.
Fordi deres hus med det tidligere forslag lå ca. 250 meter væk fra den daværende linjeføring, blev de ikke informeret og inviteret til at kommentere forslaget.
Men Energinet har i forbindelse med offentliggørelsen af den ændrede linjeføring forleden meddelt, at der ikke bliver flere muligheder for, at borgerne kan kommentere på projektet.
“Det her er bare trukket hen over hovedet på os, uden at vi har haft en chance for at argumentere for vores sag. Vi føler os fuldstændig forbigået,” sagde Alan Fensten Madsen i denne artikel om sagen.
“Jeg synes, den skal ha´ en tur mere”
Vores Brabrand har spurgt rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (C), om Aarhus Kommune har mulighed for at gøre noget for beboerne i den vestligste del af Brabrand, som nu bliver voldsomt påvirket af de kommende højspændingsledninger.
Rådmanden understreger, at den kommende nye “el-motorvej” gennem Jylland er et statsligt projekt, og det er Energinet, som er den besluttende myndighed.
“De har i nogen grad lyttet til de indsigelser, der kom i forbindelse med offentliggørelsen af linjeføringen i efteråret. Men det er jo selvsagt et problem for dem, det nu går ud over, hvis man ikke tilbyder de borgere, som nu er påvirket af den nye løsning.” svarer Nicolaj Bang.
“Vores tilgang vil være, at alle berørte borgere skal have en mulighed for at kommentere på oplægget, og jeg synes, den skal ha´ en tur mere, så de de borgere, som nu pludselig risikerer at få højspændingsledninger tæt på deres hus, får mulighed for at kommentere oplægget,” siger han.
“Vi kommer til at stå på borgernes side i den her sag!”

Aarhus Kommune: Planer skaber utryghed
Faktisk har Aarhus Kommune selv i et brev til Energinet i september 2025 udtrykt sig kritisk over for myndighedens fremfærd – og nævnt at en række borgere og grundejere, herunder også Aarhus Kommune selv, påvirkes direkte af særligt 400 kV-luftlednings-forbindelsen, men også det planlagte tracée for 150 kV-kabelforbindelserne.
“Vi finder det grundlæggende uhensigtsmæssigt, at projektet i så stort omfang påvirker og skaber utryghed for beboere i den umiddelbare nærhed, og vi er bekymrede for de hindringer, projektet skaber for grundejeres dagligdag og muligheden for at disponere på deres arealer,” skrev Teknik og Miljø i september 2025 til Energinet.
Og rådmand Nicolaj Bang understreger, at det stadig er kommunens ønske, at så få borgere som muligt generes af nye højspændingsledninger.
“Jeg ved, at hele byrådet er meget optaget af det her,” siger han.
Ønsker fortsat nedgravning
Men hvorfor har kommunen så ikke kæmpet mere for at få Energinet til at grave højspændingsledningerne ned – sådan som det var myndighedens målsætning frem til 2023?

Det har Vores Brabrand spurgt flere embedsmænd i Teknik og Miljø om, men endnu er det ikke lykkedes at få et overblik over kommunens dialog med Energinet – bortset fra ovennævnte brev til Energinet fra efteråret 2025.
Rådmand Nicolaj Bang understreger, at Aarhus Kommune fortsat ønsker, at 400 kV-ledningen gennem Aarhus Ådal graves ned.
“Energinet bliver ved med at svare, at det kun er muligt at grave ledningerne ned over en vis strækning. Jeg er klar over, at der både er økonomiske og tekniske argumenter. Men vi vil bestemt fortsat udfordre, at det skulle være en hindring for nedgravning gennem Aarhus Ådal,” siger rådmanden.
Energinet har inviteret til informationsmøder om den justerede plan og det kommende forløb. I Aarhus foregår mødet torsdag d. 26. februar kl. 19.00 i Savværket, Søren Nymarks Vej 8A, 8270 Højbjerg.
Læs også:
Dyb frustration hos familie vest for Aarhus: Får højspændingsledninger tæt forbi huset



