
Brabrand IF har indgået en aftale med et af topholdene i den engelske Premier League, Arsenal, der indebærer, at det 19-årige målmands-talent Lucas Martin Nygaard i den kommende tid skal tørne ud for “de blå brasilianere” i 2. division. Aftalen kommer i udgangspunktet ikke til at koste Brabrand IF penge.
Normalt er den sidste dag, inden transfer-vinduet lukker, uhyre hektisk i hele fodboldverdenen – men dog sjældent i Brabrand IF, der som regel står bagerst i køen, når de store klubber handler spillere.
Men denne mandag har været ganske usædvanlig, og ulønnet sportschef Andreas Rasch-Christensen har i den seneste tid brugt utallige timer på samtaler med Arsenal og med Lucas Martin Nygaard og hans familie. Og på den sidste dag, inden transfervinduet lukker, faldt det hele på plads.
Lucas Martin Nygaard har i det sidste års tid været en del af den engelske storklub, hvor han har spillet ungdomsfodbold men endnu ikke haft debut på senior-niveau.
“Det er en proces, der har været undervejs i et stykke tid, og som kom i gang på deres initiativ. Lucas vil gerne prøve kræfter med seniorfodbold, og her ser klubben og Lucas selv Brabrand IF som et godt sted at komme i gang,” fortæller Andreas Rasch-Christensen.
“Man ser Brabrand IF som et interessant hold, hvor der virkelig er noget på spil hver weekend, og som samtidig er et hold med et godt fællesskab. Især det sidste er også vigtigt for en ung gut som Lucas,” siger han.
Brabrands målmandstræner Brian Gade og assistenttræner Oskar Greve har besøgt Lucas Martin Nygaard i London for at begge parter kunne sikre sig, at der var tale om et godt match. Det er blandt andet en del af aftalen, at han hver uge skal have to ekstra morgentræninger, som Brian Gade skal stå for. Aftalen gælder for resten af denne sæson.
“Aftalen er som udgangspunkt uden udgifter for Brabrand,” siger Andreas Rasch-Christensen, men han tilføjer, at det blandt andet afhænger af, hvor mange kampe, den unge målmand kommer til at spille for klubben ved Brabrand Sø.
Brabrand IF har i forvejen et stærkt målmandsteam med Henrik Lindhard og Mathias Ørnskov, men sidstnævnte har meddelt, at han til vinter forlader Brabrand IF.
“Henrik Lindhard er en fantastisk målmand, men med den skadeshistorik han har, ville vi under alle omstændigheder være nødt til at skulle se os om efter en anden målmand. Derfor passer dette her på mange måder rigtig godt,” siger sportschefen.
Lucas Martin Nygaard er søn af den tidligere badmintonverdensmester og nuværende fodboldvært på TV2, Camilla Martin.
Klar til træningsstart tirsdag
Den første kontakt blev ifølge Andreas Rasch-Christensen til på baggrund af et interview, han i foråret gav til fodboldmediet Bold.dk, hvor han udtrykte sig kritisk om de økonomiske forhold i 2. division. Det var baggrunden for, at den 19-årige målmands far, Lars Nygaard, tog kontakt til Brabrand IF, da han fandt klubbens historie interessant.
Og efterhånden som parterne sammen med folkene i Arsenal fik talt sig ind på hinanden, stod det klart, at det kunne være den helt rigtige løsning for alle parter.
“I Brabrand er vi utrolig stolte og glade for aftalen. Vi vil jo gerne være en klub, hvor unge spillere kan udvikle sig, så på den måde er det helt i tråd med det, vi gerne vil,“ siger Andreas Rasch-Christensen.
“Det er naturligvis en spektakulær aftale, og stort for os at vi kan indlede et samarbejde med en klub som Arsenal. Men vi skal også holde begge ben på jorden: Vi snakker om en ungdomsmålmand, som skal forsøge at udvikle sig og vise sig konkurrencedygtig på 2. divisionsniveau. Men vi glæder os meget til at tage godt imod Lucas. Han er en super fyr, som vi tror passer rigtig fint til os. Den del glæder vi os også rigtig meget over.”
Allerede tirsdag trækker Lucas Martin Nygaard i træningstøjet på Engdalsvej, og hans spiller-certificat er på vej fra det engelske fodboldforbund. Arsenal siger på klubbens hjemmeside her farvel og på gensyn til den unge målmand.
Ung angriber lånes hos AC Horsens
Faktisk er endnu en aftale faldet på plads kort før transfervinduet smækker i: Brabrand IF har indgået en låneaftale med AC Horsens, der spiller i landets bedste række, om den 19-årige angriber Omar Jarju, som for halvandet år siden kom til Horsens fra Gambia.
“Omar Jarju er en høj angriber med åbenlyse spidskompetencer, og ham forventer vi os meget af på den lange bane, men i første omgang skal han have tid til at vænne sig til at bo og leve i et andet land,” skrev AC Horsens om den afrikanske angriber, da han kom til Danmark i begyndelsen af 2024.
AC Horsens forventer sig som nævnt meget af den unge spiller, men har vurderet at det vil være godt for hans udvikling med en periode med Brabrand IF i 2. division.
Også denne aftale forventer Brabrands sportschef vil være uden omkostninger for klubben.